Skovskolen har siden 1948 uddannet faglært personale til de danske skove.

I dag udbydes både uddannelsen som Skov- og naturtekniker og professionsbacheloruddannelsen som Skov- og landskabsingeniør på skolen i Nødebo på nordsjælland. Sideløbende udbydes uddannelsen som Skov- og naturtekniker på Eldrupgård ved Auning. På begge adresser udbydes også AMU kurser indenfor skov og natur.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men i fremtiden bliver det måske muligt at uddanne sig som Skov- og landskabsingeniør i Auning.

- Vi er i øjeblikket i gang med at undersøge, om der er grundlag for at udvide vores skole på Eldrupgård til også at omfatte uddannelsen som Skov- og landskabsingeniør i en eller anden form. Og umiddelbart ser det ud til, at der er grundlag for det, siger Thomas Færgeman, som er forstander på Skovskolen.

I dag har Skovskolen omkring 10 ansatte ved Auning og omkring 30 procent af skolens EUD- og AMU-aktiviteter ligger ifølge forstanderen i det jyske. Den balance er det planen, at der skal pilles ved i fremtiden.

- Jeg kunne godt forestille mig, at vi lavede en model, hvor fordelingen bliver mere lige. At EUD- og AMU aktiviteterne fordeler sig 50/50 fremadrettet, siger Thomas Færgeman.

Forstanderen arbejder i øjeblikket med i hvert fald to forskellige scenarier for Skov- og Landskabsingeniøruddannelsen. Ét hvor en del af uddannelsen tages i Jylland og en del på skolen i Nødebo og et andet, hvor hele uddannelsen kan tage separat på begge lokationer. Hvilken der ender med at blive ført ud i livet afhænger af, hvad de næste par måneders arbejde ender ud i.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I tæt dialog med alle involverede parter forsøger vi at finde ud af, hvilken af de to modeller det ender med. Det kommer blandt andet an på, hvad aftagerne af vores kandidater siger, ligesom vi skal regne på økonomien, siger Thomas Færgeman.

En anden årsag til overvejelserne er, at to tredjedele af dem der uddannes på skovskolen finder beskæftigelse vest for Storebælt.

- Man kunne jo tænke den tanke, at det ville være mere attraktivt for elever fra Jylland, hvis man ikke behøvede at tage hele vejen til Nødebo for at blive uddannet som Skov- og landskabsingeniør. Halvdelen af de studerende kommer i dag fra Jylland og søger tilbage fordi jobsene primært findes der, siger Thomas Færgeman.