Skov A/S skal levere komplette ventilationsanlæg af typen Combi-Tunnel til en farm med syv produktionsenheder hver af seks huse - i alt 42 stalde - hvilket gør produktionen til den største frilandsproduktion i verden.

Farmen ligger i Blanchetown nord for Adelaide i Sydaustralien. Den ejes og drives af Santrev Pty Ltd.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Santrev er vores samarbejdspartner gennem mange år, og vi har leveret ventilation og farm management til mange af deres staldbyggerier med konventionel kyllingeproduktion gennem tiden, fortæller Area Sales Manager Arne Overgaard, Skov A/S.

- Skov har igennem det seneste år udviklet og testet et nyt ventilationsprincip til frilandsproduktion. Fra en ventilationssynsvinkel ligger udfordringen i, at vi har et åbent produktionsmiljø, hvor vi ikke har fuld kontrol over staldmiljøet, fortsætter Arne Overgaard.

Systemet fra Skov kan åbne og lukke udgangshullerne til de frie arealer fuldt automatisk.

Systemet ventilerer primært naturligt, når kyllingerne er i det fri og efter Combi-Tunnel princippet, når de er inde i stalden, og udgangshullerne er lukket.

- Det vil i mange tilfælde dog også være nødvendigt at ventilere mekanisk, når udgangshullerne er åbne, da der eksempelvis stadig kan være et større antal dyr inde i stalden. Her regulerer vi klimaet i stalden ud fra luftens temperatur-, fugt- og CO2-niveau, afslutter Arne Overgaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De første 12 stalde, hver med en kapacitet på ca. 40.000 frilandskyllinger, er under opførelse, og alle stalde forventes at være opført og idriftsat i løbet af de næste 18 måneder.