Det var ikke uden en vis spænding, at Agco Danmark satsede stort og meldte sig på banen til Agromek 2014.

En masse krisesnak i medierne i de seneste måneder har ikke gjort spændingen mindre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har virkelig haft en spændt forventning om, hvorvidt det store arbejde og de store omkostninger, som er forbundet med at være med, kunne retfærdiggøre vores deltagelse, siger Christian Devantier, administrerende direktør for Agco Danmark.

- Og særligt de seneste tre måneder har vi været endnu mere spændte, for der er næsten ikke gået en dag uden skræmmebilleder af den økonomiske situation i landbruget, tilføjer han.

Lille åbningsdag

Spændingen blev næret yderligere på åbningsdagen, fordi det rent besøgsmæssigt var en lille dag.

- Tirsdag oplevede vi en dag med meget få besøgende på messen, og det var særligt tydeligt på en stor stand som vores, siger Christian Devantier.

Men han konkluderer alligevel, at det var en rigtig god dag med en masse interesserede besøgende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der var en overraskende positiv stemning blandt kunderne, og det har vi set lige siden. Vi havde rigtig mange besøgende de efterfølgende dage og rigtig mange gode snakke, som vi kan følge op på, fortæller han.

Mange handler

- Ved at møde kunderne her, har vi også oplevet, at de er glade for vores produkter, og vores forhandlere har i løbet af udstillingen fået rigtig mange håndslag og har indgået mange aftaler, fortæller Christian Devantier.

- Vores forhandlere har solgt rimeligt mange traktorer foruden en del pressere og mejetærskere. Men også en selvkørende sprøjte. Så vi er meget tilfredse, siger han.

Også i 2016

Christian Devantier konkluderer, at Agcos deltagelse på Agromek 2014 har været hele investeringen værd.

- Vi kan også konkludere, at Agcos koncept, hvor vores produkter udstilles sammen, både forstås og værdsættes af kunderne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han kan endnu ikke udstede en garanti for, at Agco er med på Agromek igen i 2016.

- Vi skal lige hjem og evaluere messen og have en dialog med Valtra, men mit umiddelbare svar er, at der er meget stor sandsynlighed for, at vi er her igen om to år, konkluderer Christian Devantier.

- For vores koncept er rigtigt, siger Christian Devantier.