Umiddelbart lyder det for en landmand eller fabrikant forjættende med et land som Polen, hvor arbejdskraften er billig og kvaliteten af det udførte arbejde god. Men hvordan får man som dansk virksomhed skabt kontakten, og hvordan får man som ledelse af en større virksomhed sikkerhed for, at de investerede midler er godt anbragte?

Store spørgsmål at svare på, men i tilfældet Kongskilde – Polska Sp. er de forholdsvis nemme at få besvaret, hvis man bevæger sig til Kutno i det centrale Polen. Byen ligger cirka tre timers kørsel fra Warzawa mod vest ad en overtrafikeret hovedvej.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når man har kørt de tre timer og set de mange marker, kan man slet ikke være i tvivl om, at Polen er et mægtigt landbrugsland – hvor der også er afgrunde mellem de maskinstandarder, vi kender i Vesten og så de redskaber, de fleste fattige polske bønder må lade sig nøje med for at klare dagen og vejen.

Omstillingen til et moderne, demokratisk og kapitalistisk samfund i modsætning til det socialistiske har været barsk, og det er en proces, som langt fra er afsluttet. Men den er godt i gang, og kendere vil bemærke, at udviklingen fra år til år går mærkbart i retning af et mere vestligt præg.

- For 10 år siden var det svært at forestille sig, hvordan fremtiden ville blive. Dengang var det afgørende at være aktiv for at skabe en fremtid. Positiv tænkning og hårdt arbejde var det vigtigste – og det er det stadig, lyder det oprigtigt fra Stanislaw Siwinski, salgschef hos Kongskilde – Polska.

Og Stanislaw Siwinski ved, hvad han snakker om. For han har sammen med syv andre medarbejdere hos Kongskilde – Polska knoklet hårdt for at nå de resultater, som nu er ved at krones med den kommende betydelige udvidelse af fabrikken i Kutno.

- Vi havde ikke selv midlerne til at starte en produktion i større skala tilbage i 1991, erkender Dariusz Blaszczyk, som i dag er fabrikschef for Kongskilde – Polska.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kvalte initiativet

- At slippe ud af det socialistiske system var som at komme fri af hængedynd. Det var som en sø med mudrede bredder, hvor man blev hængende, når man prøvede at kravle i land, forklarer Dariusz Blaszczyk om en tid, der nu er lagt grundigt bagude.

- Når jeg kom hjem fra arbejde på den store såmaskinefabrik i Kutno med 1.300 ansatte, kunne jeg give mig til at male væggene i min lejlighed. Der var ikke andet at foretage sig oplevede han.

Men murens fald betød også et større fald i produktionen på den store og forældede fabrik, som var grundlagt i slutningen af 1800-tallet. Dermed blev mange medarbejdere overflødige og en del af de mange arbejdsløse i det polske samfund uden for hovedstaden Warzawa.

- Vi var otte medarbejdere, som holdt sammen og gerne selv ville starte en produktion af såmaskiner, siger Stanislaw Siwinski.

De otte havde alle viden og erfaring fra den gamle fabrik med sig i bagagen. Men penge var der ikke mange af.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi fik dog startet en mindre produktion i lejede lokaler i Kutno, siger Dariusz Blaszczyk.

En køretur vestpå

I 1991 hev alle otte lidt penge op af deres egne lommer, så Stanislaw Siwinski kunne køre til Vesttyskland for at besøge Hassia, som også producerede såmaskiner.

- Vores tanke var at foreslå et samarbejde, og jeg kørte af sted i min gamle Skoda, fortæller Stanislaw Siwinski.

Da han ankom til Hassia, var danske Peter Hansen, administrerende direktør og ejer af Cormall, også tilstede – han var den nye ejer af Hassia.

- Han sagde ikke umiddelbart ja til et samarbejde, men var villig til at overveje muligheden, fortæller Stanislaw Siwinski om udbyttet af den lange køretur.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Overvejelserne om et samarbejde førte til et ja, og dermed var vejen banet for dannelsen af Danagri-pol.

Start fra bunden

Den 13. februar 1993 blev dørene for første gang slået op til fabrikken, som nogle år tidligere var bygget til en helt anden fabrikation, som aldrig var kommer ordentligt i gang – og den havde derfor stået tom i et stykke tid. Resultatet var, at det hele var i en lidt miserabel tilstand.

- Vi otte måtte selv male væggene, rense toiletterne og alt det andet, som skulle til for at skabe ordnede forhold, siger Stanislaw Siwinski. Her var hårdt arbejde og positiv tænkning med til at sætte dagsordenen for fremtiden.

- Den 1. august kunne vi markere, at den første, færdige såmaskine var klar, erindrer Dariusz Blaszczyk om den store dag.

Udover at samarbejde med Hassia samarbejdede Danagri-pol også med Becker, som ligeledes var en del af Cormall-gruppen. Og Danagri-pol begyndte også at markedsføre de to mærker i Polen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Solgt til Kongskilde

I 1997 besluttede Peter Hansen, at han ville afhænde Danagri-pol til Kongskilde, som samtidig overtog Becker i Tyskland. Overtagelsen fandt sted den 1. juli samme år, og selskabet skiftede navn til Kongskilde - Polska.

Med Kongskildes overtagelse af selskabet blev alle maskinerne også produceret efter Kongskildes egne normer, og de blev malet i Kongskildes farver. De første maskiner efter Kongskildes eget koncept blev leveret i oktober 1997.

En anden facet af overtagelsen var mulighederne for markedsadgang for de polsk producerede maskiner til Kongskildes verdensomspændende netværk af egne datterselskaber, importører og forhandlere – og ejerskabet betød desuden, at der nu var en mere direkte adgang for koncernens produkter til det polske marked via de forhandlere, som Kongskilde - Polska allerede havde i landet.

Produktion flyttet

Et andet forhold, som var væsentligt for Kongskilde i forbindelse med overtagelsen, var mulighederne for at overflytte løntung produktion fra blandt andet Danmark til Polen.

- Når man som Kongskilde ønsker at flytte produktion fra andre lande til Polen, er det vigtigt at analysere pris og kvalitet. Kvaliteten skal være i orden, fremhæver Dariusz Blaszczyk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

To af forudsætningerne for at holde høj kvalitet er godt stål og godt håndværk

- De dygtige medarbejdere findes her i Kutno, og indkøbene af stål og andre materialer kan lige så godt ske i Danmark som i Polen. Der er ingen eller kun lille prisforskel, forklarer Dariusz Blaszczyk.

Overflytningen af produktion tog sin begyndelse i 1998, og der var tale om processer, som hidtil havde været placeret på andre af Kongskildes fabrikker i såvel Danmark som andre lande, hvor Kongskilde har produktion.

- Der blev også overflyttet maskiner fra blandt andet Sorø, og vi har da oplevet, at der er kommet medarbejdere fra Danmark, som har villet hilse på deres "gamle" maskine, fortæller Dariusz Blaszczyk.

Oplæringen af de polske medarbejdere i betjeningen af maskinerne er sket enten ved at sende disse medarbejdere til det hidtidige produktionssted, eller ved at medarbejderne fra det hidtidige produktionssted er kommet til Kutno, efter maskinerne var flyttede.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udvidelser besluttet

I 1999 blev de eksisterende faciliteter til produktion for trange, og det blev besluttet at udvide fabrikshallen med 1.500 kvadratmeter fra de hidtidige 3.000 kvadratmeter ved at forlænge bygningen. Denne udvidelse skabte plads til at overføre stansemaskiner fra Kongskilde Maskinfabrik i Sorø til Kongskilde – Polska Sp.

I 2000 blev svejsefaciliteterne moderniserede og udvidede, og dermed kunne flere svejseopgaver overflyttes fra Danmark til Polen.

Året 2000 blev også på anden vis et skelsættende år for Kongskilde koncernen, idet koncernen købte Howard-Nordsten af Thrige Titan. Og netop denne beslutning kommer til at give det helt store ryk på fabrikken i Kutno, når der skal skabes plads til produktion af Howard-Nordsten produkter, som hidtil har været placeret på fabrikker i Danmark (Skive) og Tyskland.

Køber mere jord

Overflytningen af produktionen til Kutno skal ske med virkning fra senest den 31. marts 2003, hvor blandt andet lejemålet i Skive udløber.

- Men vi har allerede købt 7,6 hektar mere industrijord, som ligger i tilknytning til vores nuværende areal, siger Dariusz Blaszczyk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er også i gang med at udfærdige planerne for, hvordan vi skal udvide produktionsbygningerne, administrationen og servicefaciliteterne for medarbejderne med i alt cirka 9.000 kvadratmeter.

Når det hele er færdigbygget, formentlig engang i efteråret 2002, vil der, som planerne foreligger nu, være produktionslokaler på i alt 12.500 kvadratmeter og administration/servicefaciliteter på i alt 2.350 kvadratmeter samt lagerbygninger på 810 kvadratmeter, som alle er eller bliver placeret i det ene hjørne af den 9,1 hektar store grund. På den vil der også blive indrettet parkeringsplads til de ansatte og besøgende.

Flere ansatte

Arbejdet på Kongskilde – Polska fabrikken i Kutno foregår i to skift, nemlig fra 6 til14 og fra 14 til 22. Nogle gange bliver der også arbejdet om natten med enkelte maskiner, men Dariusz Blaszczyk mener, at medarbejderne generelt har sværere ved at koncentrere sig om natten.

- I alt er der 125 medarbejdere i Kongskilde – Polska, og dette antal regner vi med bliver øget med 100, hvoraf kun ganske få skal være i administrationen, fortæller Dariusz Blaszczyk.

Med andre ord er det i produktionen, udvidelsen kommer til at foregå.

- Men vores nybyggeri giver også plads til bedre forhold for de administrative medarbejdere, og desuden får vi bedre besøgs- og udstillingsfaciliteter, slutter Stanislaw Siwinski.