Service på silo-anlæg er ikke noget, alle landmænd har lige meget fokus på.

Men hvis man ikke vil stå med et nedbrud, når der er allermest travlt, så er service den bedste måde at sikre det på. Det mener landmand Gustav Madsen, som årligt får serviceret sine to 4808 siloer og transportanlæg fra Sukup Europe / DanCorn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det kan sammenlignes lidt med en mejetærsker. Den skal bare være klar, når der skal høstes. Den er der ingen, der ville overveje at droppe service på, og sådan er det også med mine siloer. De skal bare være iorden, siger Gustav Madsen.

Og den fremgangsmåde er lige efter bogen, mener de hos Sukup Europe.

- Der er nogle landmænd, som selv påtager sig den opgave, at servicere deres siloer. Og derfor oplever vi ofte, at det desværre bliver nedprioriteret i en travl hverdag. Det ender som regel med, at vi først hører fra landmanden det øjeblik, hvor siloen bryder ned. Og så skal det gå stærkt, for landmanden kan ikke stå med en silo, der ikke fungerer, siger Palle Jochumsen, konsulent hos Sukup Europe / DanCorn.

Derfor opfordrer Palle Jochumsen landmændene til at tegne en serviceaftale, så landmanden får det optimale ud af sit anlæg og at det fungerer optimalt til høst.

- Vores servicemontører har den nødvendige viden og erfaring til at vurdere levetiden på de enkelte sliddele, og hvornår der skal service til for at undgå driftstop. Det handler om rettidig omhu og om at sikre, at tingene virker, når man skal bruge dem, siger han.