Share milking ? en vej til selveje
New zealandske mælkeproducenter laver i stor udstrækning ?share milkning? eller dele-malkning, hvor én landmand ejer køerne og en anden ejer jorden. Kontrakterne skrues sammen på forskellig vis, men det er en god vej til selveje, mener flere
I det liberale New Zealand kan alle købe en gård eller to, hvis de blot har pengene til det ? det kræver intet grønt bevis. Harmonikrav og restriktioner på henholdsvis gødning og pesticider findes der heller ikke.
I 1993 kom Colleen og John Neutroski på henholdsvis 28 og 31 år i gang med deres første landbrug. Begge var opvokset på landbrug på Nordøen, begge havde haft forskellige jobs i tilknytning til landbruget, men ingen af dem havde nogen sinde været i nærheden af en landbrugsskole - de havde malket for Colleens forældre. De havde besluttet sig for at blive selvstændige, men det var dyrt, og mulighederne var ikke gode.
- Vi mødte en agent, der sagde, at det var meget nemmere og billigere at komme i gang på Sydøen. Vi fløj sydpå og så et landbrug på 280 ha, som ejeren ville stille til rådighed for os, hvis vi selv ville komme med køerne. Kontraktudkastet sagde, at jordlejen skulle være halvdelen af mælkepengene. Der var får på gården, og der lå sne, men vi var til gengæld kommet 1.500 kilometer tættere Antarktis ? med den sikkerhed for regn og græsning, det giver året rundt, fortæller John Neutroski.
Banken så dem an
Et par dage senere sagde parret ja til tilbuddet og formåede at låne pengene til at købe 570 køer.
Banken spurgte ikke efter grønt bevis, men så dem an. Familien Neutroski besluttede derefter at give sig selv fem-seks år som udvandrere i eget land.
Efter seks år malkede de 1.100 køer. I 1999 begyndte de at sælge køer for at kunne købe jord. I 2003 købte de endnu en gård for et par år senere at sælge begge ejendomme og købe den, de har nu på 170 ha. Her går en besætning på 600 køer, krydsninger mellem Frisiere og Jersey ? delt i to lige store flokke.
Colleen og John er begge fuldtidslandmænd. De har cirka 6,5 laktationer pr. gennemsnitsko. Overskydende kvier fedes til slagtning. Tyrekalvene slagtes ved fire dage, og kødet eksporteres til Asien. Besætningens fedtprocent er 5,00, og proteinprocenten ligger på 3,9.
Kælvningerne synkroniseres, og køernes goldes som i langt de fleste besætninger i New Zealand i vintermånederne. Årsproduktionen er på 450 kg solid pr. årsko (solid beregnes på grundlag af fedt og protein, og der går cirka 11 kg mælk til et kg solid).
Mælken leveres til Fonterra, som primært laver mælkepulver, og prisen er lidt over seks dollars (ca. 22,90 kr.) pr. kg solid.
Græsmarkerne gødes med 700 kg ni procent superfosfat om året, 40 kg ren K og 180-200 kg ren N. Miljøkrav sniger sig ind på landbruget i New Zealand. Blandt andet forlanger Fonterra et ernæringsforbrugs-budget for gården.
Fra share milker til direktør
Indtil for nylig stod Colleen og John selv for bedriften. Nu har de ansat en bestyrer for at få frigjort tid til at forestå den overordnede ledelse af ikke blot deres egen gård med 600 køer, men også fire andre malkegårde med tilsammen 2.600 køer.
Fra at være uuddannet share milker er John Neutroski reelt blevet administrerende direktør for en mega mælkeproduktion. Chefen er Irlands største mælkeproducent Thomas Clinton, som også ejer fire gårde i New Zealand.
- En aften for en halv snes år siden bankede Thomas Clinton på vores dør og bad os overtage det overordnede tilsyn med sine malkegårde i New Zealand. Ideen med at investere her på den anden side af kloden var god nok ? men kun hvis der var professionel management på bedrifterne, og det kneb det med, fortæller John Neutroski, som sagde ja til tilbuddet.
På vej til selveje
På deres egen gård og tre af Thomas Clintons gårde er der i dag ansat bestyrere.
På den sidste er der indgået en share milker aftale med Peter og Kathy Hancox. De ejer gårdens 600 køer og skal for mælkeindtægten udrede løn til gårdens menige ? og ufaglærte ? medarbejdere samt driftsmidler som el, pattegummi, rengøringsmidler, dyrlæge samt diesel til traktorerne. Jord, markmaskiner og dermed foder samt malkeanlægget med karrusel stiller Thomas Clinton til rådighed og får til gengæld halvdelen af familien Hancoxs mælkepenge.
- Målet er at blive 100 procent selvstændige landmænd om et par år. Planen er at sælge en del af køerne og etablere os med en mindre ejendom. Vi ville aldrig kunne etablere os som selvstændige, hvis vi skulle købe jord og køer på én gang, siger Kathy Hancox, mens hun viser rundt i malkestalden og fortsætter.
- Vi startede som ansatte, men finder det meget mere motiverende at være share milkere. Nu er det os, der har ansvaret for dyrenes trivsel, og det er os, som får udbytte af indsatsen. Vi gør for eksempel meget ud af at tage os rigtig godt af kalvene de første dage ? selvom vi sidste år havde 475 kælvninger inden for tre uger.
- Vi giver også køerne lidt tilskudsfoder i form af korn i malkestalden lige efter kælvning, selvom det er meget mere besværligt end udelukkende at lade dem afgræsse. Derudover giver vi køerne krydderurter, hvidløg og tang for at styrke deres immunforsvar. Det ville vi næppe gøre som ansatte.
Stigningen i den new zealandske mælkeproduktion i de senere år har betydet en enorm mangel på kvalificeret arbejdskraft. Kathy og Peter har i øjeblikket ansat to faglærte filippinere, som arbejder 11 dage og har 3 dage fri af gangen.
Sådan holder man på medarbejderne
Eugene Casey overtog i 1996 farens gård med 90 køer. I dag driver han to gårde på i alt 440 ha med tilsammen 1.000 køer, hvoraf 90 procent er Jersey. På den ene gård malkes på sjette år kun én gang i døgnet, fordi det ikke drejer sig om den højeste ydelse, men om den bedste bundline.
- Køerne skal gå for langt fra græsningsarealerne til malkestalden til at det kan svare sig to gange i døgnet. Derudover sparer vi arbejdsløn, forklarer Eugene Casey.
Gård nummer to er designet til to-gange malkning, bl.a. fordi her er mindre afstande til græsmarkerne. Hvor stor ydelsen er i liter pr. årsko, og hvad fedt- og proteinprocenterne er, aner Eugene Casey ikke, men i snit hen over malkeperioden producerer de 1,8 kg solid pr. ko.
Eugene har små børn og ingen ambitioner om, at de skal overtage gården efter ham. Han arbejder for meget og har derfor netop indgået en share milking aftale med sin medarbejder gennem mange år. Han vil nemlig gerne blive, hvis han får anpart i bedriften. Den tidligere ansatte køber halvdelen af køerne og betaler halvdelen af mælkepengene for leje af jord og markmaskiner samt leje af en nyere malkestald med karrusel. Driftsomkostningerne står han selv for.
- Jeg er ikke sikker, men jeg tror, at han kan låne halvdelen af pengene i banken. Resten har han nok sparet op eller lånt hos forældrene, mener Eugene Casey og glæder sig over, at det er muligt for unge at etablere sig som selvstændige trin for trin.
Kommentarer
Indsend kommentar