Venstre vil have billig arbejdskraft til vennerne i landbruget.

Sådan lyder beskyldningen fra SF's Karsten Hønge, der tirsdag gik i kødet på udlændinge- og integrationsministeren i et samråd.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en gammel, kendt historie, at Venstre gerne vil levere billig arbejdskraft til landbruget. Så kamouflerer man dem som praktikanter, og så kan man få lidt billig arbejdskraft, og så kan man klappe vennerne på skuldrene ude på gårdene, lød det fra Karsten Hønge (SF).

For Venstre ønsker at sidestille udenlandske landbrugspraktikanter med udenlandske praktikanter inden for øvrige fag. Som det er nu, er der forskel på sprog- og alderskrav, ligesom at landbrugspraktikanter kan få 12 måneders opholdstilladelse, mens praktikanter i andre brancher kan få 18 måneder.

- Der er derfor forskellige regler for forskellige grupper af praktikanter, og det er det, der efter min mening ganske enkelt ikke er fair, lød det fra Inger Støjberg i samrådet.

Kan skrives bøger om, hvad ministeren ikke forstår

Men den sammenligning, som ministeren også har lavet i et tidligere samråd, mener Karsten Hønge er ?manipulation' og "spin", som han kaldte det.

- Så gør det dog åbent. Sig da hvad det handler om. Sig at vi ønsker billig arbejdskraft til landbruget. Lad dog være med at lægge et røgslør ud over ved at sammenligne det med nogen, der er fuldstændige usammenlignelige, nemlig læger og andre med en længere uddannelse, sagde Karsten Hønge.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge minister Inger Støjberg er Karsten Hønges udsagn udtryk for en modvilje overfor landbruget.

- Vi kan ganske enkelt ikke forstå fra regeringens side, hvorfor Socialdemokratiet og SF har et horn i siden på landbruget. Det kan jeg ikke forstå, lød det fra ministeren.

Hvortil Karsten Hønge svarede:

- Der kan skrives tykke bøger om, hvad ministeren ikke forstår, når det kommer til social dumping.

For det er kort sagt dét, som både SF, S og EL mener, regeringen åbner op for med forslaget om at sidestille de udenlandske landbrugspraktikanter med andre praktikanter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men det slog ministeren ned.

- Det kan du da sige til regioner, kommuner og privathospitaler, eller hvem der ellers har praktikanter inde, at det er for at få billig arbejdskraft. Det tror jeg ikke, det er. Jeg tror, det er for at berige de unge mennesker, der er under uddannelse. Hvorfor må landbruget ikke berige unge under uddannelse på samme måde? lød det fra Inger Støjberg.

Stadig i fokus

Lempelsen af kravene var en del af regeringens udspil, som blev fremlagt i oktober sidste år, der havde til formål at gøre det lettere for danske virksomheder at ansætte udenlandsk arbejdskraft.

Et af forslagene lød på at afbureaukratisere forholdene omkring landbrugspraktikanter, men udspillet mødte ikke flertal, og måtte derfor lægges på hylden.

Men så langt væk på hylden er forslagene ikke, hvis man spørger Venstres landbrugsordfører Erling Bonnesen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en debat, der fortsat har vores interesse, og som vi fortsat vil fremføre, fordi vi i Venstre kan se, at der mangler kvalificeret arbejdskraft, siger Erling Bonnesen til Maskinbladet.

Erling Bonnesen bedyrer dog, at Venstres fokus ikke er at skaffe billig arbejdskraft, men derimod at skaffe hænder til at udføre arbejdet.

- Jeg vil gerne understrege kraftigt, at det ikke handler om, at vi vil have ekstraordinær billig arbejdskraft, men det handler om, at skaffe arbejdskraft til at udføre arbejdet. Og så skal det selvfølgelig ske på gode, danske vilkår, siger han.

Ifølge ham er der ikke på nuværende tidspunkt et nyt konkret forslag på vej, som skal lempe på kravene til landbrugspraktikanter.

- Det var et forslag, som vi ikke kunne få flertal for i efteråret, og derfor skal det modnes, inden vi kan komme med et præcist forslag til noget nyt, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Maskinbladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Karsten Hønge fra SF.