Der er ikke umiddelbart udsigt til, at de ellers forholdsvis få millioner kroner, der de senere år er brugt på at plante læhegn, kommer tilbage, efter at der i år bruges otte millioner støttekroner på formålet.

Hvis partierne er indstillet på det, kunne plantning af læhegn indgå i de kommende forhandlinger om en Naturpakke, men ikke mindst Venstre med miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen i spidsen afviser at komme det mindste ind på, hvad en naturpakke kan indeholde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er stor ros til arbejdet, men der er nu en begrænset mængde ressourcer til rådighed, og der er foretaget en prioritering.

Erling Bonnesen, Landbrugsordfører for Venstre

Trækker skygger

Socialdemokraternes ordfører Simon Kollerup siger derimod til Maskinbladet, at Landbrugspakken trækker skygger flere steder i landdistrikterne:

- Det her er endnu et eksempel på det. Lige nu ved vi ikke, om den milliard kroner, Danmark skal have fra Landdistriktsprogrammet, overhovedet kommer hjem til Danmark og til landdistrikterne. Alt sammen på grund af Landbrugspakken. Socialdemokratiet er slet ikke indbudt til forhandlinger om Naturpakken, så indtil videre må det være en sag for de blå partier at finde ud af, hvordan de vil rydde op efter sig selv. Derfor kan jeg ikke vurdere, om læhegnslauget er købt eller solgt. Lige nu ser det jo ikke for godt ud, siger Simon Kollerup.

Læhegn er vigtige

De Konservatives miljøordfører Mette Abildgaard siger til Maskinbladet, at hun ikke er i tvivl om, at læhegnene har haft stor værdi:

- Både for landmændene og de dyr, der bruger dem til at vandre på. Derfor vi jeg også gerne have flere læhegn, men jeg ved ikke, om der bliver penge til det i den naturpakke, vi skal forhandle om i foråret. Det kan godt være, at der kommer til at gå nogle år, hvor der ikke kommer samme tilskud, men det bliver muligt at sætte arbejdet i gang igen. Muligheden er også, at vi finder penge i Naturpakken, men der er kun 89 millioner kroner at gøre godt med, og der er mange politiske ønsker til, hvad vi gerne vil have opfyldt. Men læhegn, der er vigtige i forhold til biodiversiteten, vil komme til at indgå som et blandt mange elementer i forhandlingerne. Vi skal i forbindelse med drøftelserne også have en overvejelse i forhold til, om der kan lægges mere ansvar over til kommunerne. Men mon ikke de så alligevel vil bede os om at finansiere det, siger Mette Abildgaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ikke utilfredshed

Erling Bonnesen fra Venstre er ikke meget for at tale om de kommende forhandlinger om Naturpakken, men han siger til Maskinbladet, at tilskud til læhegn har været en god ordning gennem en lang årrække:

- Det er bestemt ikke udtryk for utilfredshed, at tilskudsordningen udfases. Der er stor ros til arbejdet, men der er nu en begrænset mængde ressourcer til rådighed, og der er foretaget en prioritering. Og forud for de kommende forhandlinger om Naturpakken, lægger vi os selvfølgelig ikke fast på noget, siger Erling Bonnesen til Maskinbladet.

Vi har også forsøgt at få en kommentar fra ministeren, men der er tilbagemeldingen, at han ikke udtaler sig om Naturpakken, før forhandlingerne er indledt.