På standen hos Brøns Maskinimport på dette års Agromek var der flere nyheder. De besøgende kunne blandt andet opleve en special-lakeret Grégoire Besson RV8.

Ploven, der fås som en fem- eller seksfuret model, er ikke ny som sådan, men til lejligheden var den blevet malet sort og metal-grå. Og det var med til at skabe nysgerrige blikke omkring Brøns-standen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det helt store trækplaster var dog den nye serie af Big X-finsnittere.

- Serien blev præsenteret for omkring to måneder siden, og Agromek er den første udstilling, hvor man kan opleve den nye model, fortæller Dan Hamann fra Brøns Maskinimport.

De besøgende kunne stifte bekendtskab med ikke mindre end den største model af dem alle, Big X 1100, der med en motoreffekt på næsten 1.100 hestekræfter er langt den største selvkørende finsnitter på markedet rent effektmæssigt.

Tror på majs til bioenergi

Brøns Maskinport havde valgt at tage en speciel snitcylinder med på standen. Snitcylinderen er beregnet til snitning af majs til biogas, idet den er udstyret med 40 knive.

- I Sønderjylland snittes der en del majs, som køres til Tyskland til biogas-fabrikkerne. Og trenden bevæger sig lidt opad i landet også.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Lige nu er der ikke så stor aktivitet på området i Danmark, men vi tror på, at det kommer i fremtiden, og med denne snitcylinder vil vi gerne vise, at vi er klar, når den tid kommer, fremhæver Dan Hamann og fortsætter:

- Vi har den rigtige motorstørrelse - nemlig masser af hestekræfter. Og dem skal vi bruge til de 24.900 snit i minuttet, som de 40 knive i biogas-snitcylinderen giver. Det betyder, at vi kan snitte majs i stykker på ned til 2,5 millimeter. Og den korte snitlængde er vigtig, når vi snakker biogas.

Gode dage på Agromek

Førstedagen på Agromek bød på et begrænset antal besøgende. Men Dan Hamann har trods antallet af besøgende haft travlt.

- For os har tirsdagen også været god, selvom der ikke var så mange besøgende på Agromek. Vi er 10 mand fra Brøns plus 20 personer fra vores forhandlere, og de har stort set haft noget at lave hele tiden. Og så serverede vi i øvrigt 400 kopper kaffe på førstedagen.

- I dag (onsdag red.) har vi rigtig travlt, for vi vil gerne nå at hilse på de mange gæster, der kommer forbi vores stand. Men det er selvfølgelig godt, at der kommer så mange. Det siger lidt om, at vi har noget spændende at vise, vurderer Dan Hamann.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lillebror til hurtig majssåmaskine

Blandt de spændende ting gemte der sig endnu en Danmarkspremiere. Amazone EDX 6000-TC er en otte-rækket majssåmaskine. Såmaskinen er bugseret og byder på samme teknik til at dosere frøene som den større EDX 9000-T, der for et par år siden vakte opsigt med netop måden at dosere frøene på.

Begge modeller får nemlig tildelt frø fra en central frøkasse. Doseringen foregår ved hjælp af en stor celletromle, hvor frøene holdes fast på ved hjælp af et vaccum-system. Dernæst blæses de ud til de forskellige så-skær.

Tromlerne drives elektrisk, og derfor kan brugeren fra kabinen trinløst justere antallet af frø pr. hektar. Tanken til gødning rummer 3.000 liter, og tanken til frø er på 500 liter.

- I 1990 var der 20.000 hektar majs. 10 år efter var tallet 60.000 hektar, og i 2010 er vi på 180.000 hektar. Så der er brug for såmaskiner med stor kapacitet.

- Med den specielle måde at dosere frøene på i vores maskiner er det muligt at køre stærkere end normalt. Når vi snakker med de kunder, der allerede nu har en EDX 9000-T såmaskine, så kører de fleste omkring 12 kilometer i timen - og så sker der altså noget. Dens lillebror EDX 6000-TC kan køre lige så stærkt, fortæller Dan Hamann.