Landbrugets videncenter, Seges, der beskæftiger 630 medarbejdere, bliver fremover en del af Landbrug & Fødevarer med Anne Lawaetz Arhnung i spidsen som direktør. Det er ambitionen, at Seges skal være en uundværlig innovations- og udviklingsvirksomhed, der kan levere de bedste løsninger til landmændene.

Landbrug & Fødevarer mener, at et nyt Seges vil styrke landmændenes konkurrenceevne, fordi rådgivningsvirksomhederne ifølge L&F som noget nyt kommer langt tættere på prioriteringer, beslutninger og det forretningsmæssige samarbejde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forenklet struktur

Formand Martin Merrild mener, at det er nødvendigt, at Seges også kommer tættere på landmændene.

- Dansk landbrug står over for mange forandringer. Vi har brug for, at Seges kommer tættere på landmændene, så ny viden og nye løsninger hurtigt kan implementeres ude på bedrifterne. Vi vil rykke tættere sammen i landbrugets organisationer og etablerer derfor én samlet, forenklet struktur. Det nye Seges bliver mere strømlinet, fokuseret og fleksibelt og vil involvere landmænd og rådgivning mere end hidtil. Vores ambition er at styrke sektorernes innovationsevne og dermed konkurrenceevne, så de fortsat kan være førende i verden, siger Martin Merrild.

Nemmere adgang til viden

Også direktøren, som nu får ansvaret for Seges, ser det nye Seges som en endnu stærkere spiller, når det handler om innovation.

- Jeg glæder mig til at udvikle Seges til en endnu stærkere vidensinstitution. Det er afgørende, at vi kan styrke innovationen og gøre det nemmere for danske landmænd at få adgang til den nødvendige viden. Vi skal derfor sikre, at Seges' aktiviteter altid har kunderne i centrum. Jeg glæder mig til samarbejdet med landmænd, rådgivning, virksomheder, universiteter og Seges' kompetente medarbejderstab.

Farvel til folkevalgte

Artiklen fortsætter efter annoncen

Seges' bestyrelse bliver nedlagt og erstattet af et forretningsudvalg, som vil inkludere rådgivningsvirksomhederne, der arbejder tæt sammen med den nye direktør og L&Fs Primærbestyrelse.

Anne Lawaetz Ahrnung fortsætter i L&Fs direktion som viceadministrerende direktør.

To områder

Seges vil fremover bestå af to hovedområder.

Det ene område kaldes Innovation og viden. Denne afdeling får ansvaret for at udføre, formidle og implementere vidensprojekter.

Den anden afdeling bliver Produkter & Rådgivning, som står for at udvikle, sælge og supportere produkter og services som for eksempel IT-systemer og rådgivningskoncepter.