Blot to år efter, at Scantruck overtog importen og forhandlingen af Manitou-teleskoplæssere på det svenske marked, gør virksomheden nu klar til at bygge nyt hovedkvarter ved Stockholm. Scantruck forventer at rykke ind i nybyggeriet i efteråret 2017.

Det nye Scantruck-domicil kommer til at ligge i det attraktive industriområde Rosersberg mellem Stockholm og Arlanda Lufthavn. På den 13.000 kvadratmeter store grund bygger Scantruck stort nok til, at den svenske importør af Komatsu-entreprenørmaskiner, Söderberg & Haak, kan rykke ind som lejer og nabo den 1. januar 2018.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Komatsu-maskinerne kommer på ingen måde til at virke som fremmedelementer sammen med Manitou'erne i den anden ende af bygningen. Scantruck har selv importen af Komatsu på det danske marked, og derfor står de to store mærker side om side både i hovedafdelingen i Skive og i den sjællandske afdeling i Ringsted.

- Vi glæder os meget til at rykke ind i vores eget hus ved Stockholm. Men også til at komme under tag med Söderberg & Haak. Det bliver helt sikkert til stor fordel begge virksomheder, at vi kommer i samme hus. Det vil give positiv synergi for både Scantruck og Söderberg & Haak. Vi har forskellige produktprogrammer, og vi vil kunne tiltrække langt flere kunder til huset, når der er flere produkter at se på, siger Business Manager Sweden Anker B. Lemvig hos Scantruck.

To af alting

Scantruck sætter spaden i jorden i Rosersberg i begyndelsen af 2017. Til efteråret vil den 3000 kvadratmeter store bygning stå klar til, at Scantruck selv kan rykke ind med salg af service af Manitou-teleskoplæsserne og Mustang-minilæssere. Ved årsskiftet til 2018 følger Söderberg & Haak efter med Komatsu-entreprenørmaskinerne.

- Vi deler bygningen næsten ligeligt med Söderberg & Haak. Begge firmaer får værksted, reservedelslager, maskinudstilling, kontorer og personalefaciliteter. Der bygges to af næsten alting i bygningen, og samtidig får vi en fælles udstilling og showroom samt en stor fælles spulehal, fortæller Anker B. Lemvig.

Solidt fodfæste

- Det er en fantastisk positiv udvikling for Scantruck AB som svensk importør af Manitou og Mustang, der nu fører til byggeriet af det nye domicil. Vi overtog importen og forhandlingen af Manitou i Sverige den 1. december 2014, og der har været fuld fart på siden. Vi har fået solidt fodfæste på det svenske marked med verdens førende mærke i teleskoplæssere, og jeg er sikker på, at vores nye hus i Rosersberg vil være med til at udbygge positionen, siger Business Manager Sweden Anker B. Lemvig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Scantruck tager i øvrigt selv lidt forskud på glæderne i Rosersberg. Allerede fra den 1. februar 2017 kommer alle Scantruck-aktiviteter i Sverige til at foregå fra en nabobygning til det nye hovedkvarter. Her vil Scantruck leje sig ind, indtil det nye domicil står færdigt.