Besøgstallet til ScanMek Øst hos Scantruck i Ringsted levede ikke helt op til forventningerne, fortæller ScanMek Øst i en pressemeddelelse. Det gjorde til gengæld gæsternes indkøb.

- Vi havde færre besøgende end ved ScanMek Øst-premieren sidste år. Pølsemanden stangede færre hotdogs over disken, og vi nåede godt og vel 300 gæster i løbet af dagen. Det er færre, end vi havde sat næsen op efter, og det er vanskeligt at få øje på årsagen. Vejret var fint, og vi havde rigtig mange maskiner af alle typer. Til gengæld solgte vi flere maskiner og materiel, end vi vel havde forventet, siger Scantrucks salgschef, Claus Bjerregaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En af de solgte maskiner var en godt og vel 15 meter lang, 30 tons tung, grøn McCloskey R155-sorterer.

- Vi solgte både Komatsu, Manitou, Weycor, Mustang og altså også McCloskey fra den store hylde. Foruden maskinerne, var der også godt gang i afsætningen af diverse tilbehør og entreprenørgrej, så salgsmæssigt kan vi kun være rigtig godt tilfredse, oplyser Claus Bjerregaard i pressemeddelelsen.

Nyheder fra Scantruck

Ifølge ScanMek Øst benyttede Scantruck naturligvis messen til at præsentere to nyheder fra Komatsu. Den ene var en syv tons gummihjulslæsser WA100M-8, der netop er ankommet til Danmark, og er den største maskine i serien af små læssere. Den anden nyhed ScanMek Øst præsenterede, var gummihjulslæsseren WA480-8, som vejer 26 tons.

Udover, at gæsterne kunne opleve Scantrucks eget sortiment, bød messen også på elementer fra en række af Scantrucks leverandører. Flere firmaer med rotortilt, centralsmøring, dæk og finansiering var på plads på messen i Ringsted. Det samme var i øvrigt EUC Nordsjælland med god information om, hvordan det dér med certifikat til teleskoplæssere fungerer.