- I dag er det et must. Hvis du ikke planter med gps, så kan det være lige meget - i hvert fald hos de lidt mere professionelle kunder.

Skoventreprenør Lars Kildsgaard fra L.K. Skovservice nær Them har gennem de seneste tre år primært brugt systemet RosCrop - right-on-spot-crop, når opgaverne har budt på plantning af juletræer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De må ikke længere sprøjte træerne i Tyskland og Østrig, så der skal renses mekanisk omkring dem. Det er nemmere, når der er samme afstand mellem træerne. Der kan vi se et marked med vækstpotentiale.

Direktør Torben Thorsen

Thorsen Teknik

Systemet er udviklet af Thorsen Teknik fra Farsø. L.K. Skovservice har haft flere udgaver af systemet, og de kører nu med det nyeste isenkram fra Thorsen Teknik fra 2016.

Thorsen Teknik begyndte udviklingen af RosCrop i 2011, og L.K. var med i udviklingen, da de kørte test med systemet.

Flere planter

- Vi kan mærke, at vi får flere planter ud, fortæller Lars Kildsgaard, når skoventreprenøren bruger RosCrop.

Det er også dét, Thorsen Tekniks hører fra sine andre kunder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der bliver typisk plantet mellem 10-15 procent flere planter på det givende stykke. Systemet er stadigvæk så nyt, at man ikke har høstet de første træer endnu, siger Thorsen Tekniks direktør, Torben Thorsen.

Derfor har han endnu ingen tal på afkastet, når man bruger hans system. Men han fortæller, at det ser lovende ud.

RosCrop fungerer på den måde, at man opretter sit jordstykke i systemet. Det udregner så, hvor hver enkelt plante skal stå. Træerne bliver plantet i et gittermønster, hvor man ikke kun finder lige linjer på langs af plantesporet, men også i diagonale linjer.

- Det enkelte træ står, så den har mest mulig afstand til de andre træer. Det giver træet optimale forhold. Træerne får ens adgang til lys og luft, og det giver kuglerunde træer. Altså flottere træer, siger Torben Thorsen.

Dermed skal RosCrop højne den generelle kvalitet, så færre træer bliver skæve og mindre attraktive for slutbrugeren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Førhen kunne man godt tage alle træer og komme af med dem. Sådan er det ikke mere, fortæller Torben Thorsen.

Kan følge træets liv

RosCrop er et RTK-system. Når man har oprettet sit jordstykke, skal traktoren blot sættes i gang, så tager autostyringen og RosCrop'en sig mere eller mindre af resten - ud over selvfølgelig at fodre maskinen med træer.

- Systemet har en præcision på 2,5 centimeter. Når træerne er blevet plantet, kan man trække dataerne ud i en KLM-fil med alle koordinaterne, fortæller Torben Thorsen.

Det ser han og Lars Kildsgaard store perspektiver i.

- Man ville kunne overføre dataene til en robot, som mekanisk vil kunne rengøre mellem træerne. Lidt som med en robotplæneklipper, siger Lars Kildsgaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Man kan også forestille sig, at en køber af en juletræ et eller andet sted i verden, kan gå tilbage og se, lige præcist hvor deres træ har stået, siger Torben Thorsen.

Samtidigt vil man også kunne gå tilbage og se, hvornår træet er sat i jorden og ikke mindst, hvilke typer behandling hvert træ har fået i form af beskæring, gødskning og sprøjtning.

- At kunne gå tilbage og se på, hvad et produkt har gennemgået af processer, bliver efterspurgt især i Europa, siger Torben Thorsen.

Højt tempo

Tempoet i udplantningen af juletræerne bliver forøget ifølge Lars Kildsgaard.

- Vi ligger typisk på 2000-2500 planter i timen med vores to-rækket plantemaskine, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I løbet af forårssæsonen har L.K. Skovservice plantet over en million juletræer.

- Vi har en enkelt dag været oppe på 32.000 planter. Men det er også helt vildt, og alting har kørt fuldstændigt problemfrit, siger Lars Kildsgaard.

Mekanikken udfordrer

De mange fordele kommer dog ikke af sig selv, så snart man har monteret de tekniske hjælpemidler.

Mekanikken skal også indstilles.

- Den største udfordring er, at man trækker planterne af sted, når jorden komprimeres omkring planterne. Man kan trække dem helt op til 15 centimeter af sted, siger Lars Kildsgaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Modsat på andre maskiner sidder der på hver række i plantemaskinen tre arme, som sætter planterne i jorden. Det er selvsagt i løst jord. Derfor komprimeres jorden af to hjul efterfølgende, og det er her, man risikerer at trække planten af sted.

Til gengæld fortæller Lars Kildsgaard, at de har valgt deres maskine, fordi den blandt andet er mere ergonomisk, end andre typer, hvor folkene selv skal stikke planterne i jorden.

Efterhånden som erfaringen er blevet større, er udfordringen da også blevet mindre, fortæller Lars Kildsgaard.

Potentiale i udlandet

Torben Thorsen fortæller, at markedet i Danmark er ved at være mættet. Hans system er ude hos 15 entreprenører, som planter træer på den store skala. Der skal nemlig være en hvis volumen, før RosCrop kommer til sin ret.

RosCrop-systemet har dog et større potentiale i Østrig og Tyskland, mener Torben Thorsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De må ikke længere sprøjte træerne i Tyskland og Østrig, så der skal renses mekanisk omkring dem. Det er nemmere, når der er samme afstand mellem træerne. Der kan vi se et marked med vækstpotentiale, siger Torben Thorsen.