Da Natur- og Landbrugskommissionen afgav sin rapport og blandt andet pegede på muligheden for øget gødskning på robuste jorde, så landbruget lys for enden af tunnelen. Siden har der været fokuseret meget på robust contra sårbar jord, og den grænsedragning blev ikke lettere efter i går, hvor Foreningen af Danske Fødevare- og Landbrugsjournalister havde sat flere debattører stævne for netop at diskutere robust jord.
- Gør den kommende regulering af landbrugets kvælstofforbrug så individuel som muligt. Så kan vi få landmandens faglige evner tilbage i erhvervet, og landmanden får ansvar for sit eget landbrug. Man kan ikke tale om sårbare jorde, men om sårbare recipienter, fastslog chefkonsulent Leif Knudsen, Videncentret for Landbrug. Fra sandjord, som normalt anses for sårbar jord, forsvinder kvælstoffet i høj grad, inden det når ud i vandløbene, mens der fra veldrænede sjællandske jorde er kort vej ud i vandløbene og dermed større risiko for kvælstofudledning.
Men heller ikke her kan alle jorde "skæres over én kam", for "sårbare" jorde kan gøres "robuste" gennem etablering af drænfilterløsninger, vådområder med mere.
Start forfra og find problemområderne
Fagpolitisk rådgiver Vagn Lundsteen, Bæredygtigt Landbrug, ønskede, at man startede forfra med at måle, hvor der er problemer med iltsvind og så videre, og dermed koncentrere indsatsen i disse områder og blandt andet undersøge, om årsagen hertil er landbrugets udledning, eller om det skyldes andre forhold, såsom spildevandsudledning fra byerne.
Vagn Lundsteen underbyggede sit ønske om at finde problem-områder med den kendsgerning, at der i seks overvågningsoplande ikke siden 1999 er sket nogen reduktion i kvælstofudvaskningen fra rodzonen på trods at reduktionerne i landbrugets kvælstofforbrug - altså at der ikke er sammenhæng mellem kvælstofgødskningen og kvælstofudledningen.
Regulering på markblok-niveau
Seniorforsker Charlotte Kjærgaard, Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet, havde ikke noget patent på robusthed, fordi så mange forhold spiller ind i kvælstofreduktionen fra landbrugsjorden til udledningen i vandløb.
- Den viden har vi hidtil undladt at gøre brug af og har i stedet lavet en generel regulering af landbruget i hele landet. Hvis vi i stedet benytter den viden, kan vi se, at der er jorde med naturgivne evner til at tilbageholde kvælstof, og som derfor kan klare en større tilførsel af kvælstof uden at belaste recipienten, sagde Charlotte Kjærgaard.
- Men her er det vigtigt at se på hele udledningen, altså ikke blot udledningen til dræn og dermed til vandløbene, men også den udledning der sker til grundvandet. Det er en almindelig opfattelse, at overskudsnedbør fra drænede marker ender i drænene. Men i praksis varierer den andel, der ender i drænene, mellem 10 og 100 procent.
Charlotte Kjærgaard orienterede om det aktuelle arbejde med at øge antalet af oplandsmålinger fra de hidtidige 500 oplande til 3.000 deloplande på gennemsnitlig 1500 hektar.
- Hvis vi fra oplande kan måle en kvælstofreduktion på op til 90 procent, skal vi så overhovedet bekymre os om disse områder, men i stedet fokusere på områder med en lav reduktion. I disse område skal vi måske så helt ned og regulere på markblokniveau, men det vil kræve et betydeligt datagrundlag. Men man kan også vælge at lade landmændene måle deres egen udledning, hvilket dog forudsætter, at man kender fordelingen mellem afløb til dræn og til grundvand, sagde Charlotte Kjærgaard.
