Når frost og kulde fra øst rammer Danmark, er der god grund til at holde øje med vandrør og andre udsatte rørføringer. Det bør landmændene være opmærksomme på i den kommende tid, særligt efter den megen nedbør, der er kommet siden nytår, påpeger forsikringsselskabet Topdanmark,

- Det er et problem, når rør til foderanlæg, møgskrabere og gyllerør fryser til is. Efter de store regnmængder kan man mange steder få ekstra store problemer, fordi der står vand i alle revner og sprækker. Frosten og vandet kan man ikke gøre meget ved, men det er ofte de samme rør og afløb der fryser hvert år. Det er dem, man skal være opmærksom på, siger Agronom Svend-Anker Worm fra Topdanmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Brug måtter

Han opfordrer til at man på forhånd isolerer rørene med vintermåtter. Så kan man forhåbentlig undgå at stå i vintermørket med pandelampe og stive fingre for at fjerne sne og is og tø et frosset rør op. Læg noget tungt på vintermåtterne, så de ikke blæser væk.

Brug ikke åben ild

Er der rør, der alligevel fryser, så anbefaler Svend-Anker Worm, at man tilkalder en VVS-installatør til at tø rørene op. Lad være med at finde på kreative løsninger med ukrudtsbrændere og lignende.

- Det kan godt tage installatøren et par timer før rørene er tøet op, men til gengæld sker det uden risiko for ødelagte installationer eller nedbrændte bygninger, forklarer Svend-Anker Worm.

Pas på sneen på tagene

Ny sne er smukt hvidt og let, men ligger det i et tykt lag bliver det tungt og besværligt. Sne kan også fyge sammen og lægge sig i læsiden ved sammenbygninger og ved skotrender.

- Det udgør en særlig risiko for at bygningen giver efter for snemasserne. Lægger sneen sig på taget, så der er fare for snetrykskade, skal man fjerne sneen, hvis det er muligt. Man kan også købe en snerydningsdækning, så problemet med og pligten til at rydde sneen ned fra taget givet videre til forsikringsselskabet, siger Svend-Anker Worm fra Topdanmark.