Som et af de første lande i EU har NaturErhvervstyrelsen åbnet for årets ansøgning til arealstøtten under EU's nye regler for grundbetaling og grøn støtte.

De nye regler kan landmænd og konsulenter læse om på NaturErhvervstyrelsens hjemmeside. Her findes også brugerguides til Internet Markkort og Fællesskema 2015.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sidste frist for indsendelse af ansøgning er 21. april, men anbefalingen er at komme i gang med at søge så hurtigt som muligt:

- Mit vigtigste råd er, at man går tidligt i gang med sin ansøgning i år. Det gælder om hurtigst muligt at få en aftale med sin konsulent eller selv sætte sig ind i de nye støtteregler. Vores folk står selvfølgelig også klar til at hjælpe, hvis man er i tvivl om, hvad de nye regler går ud på, siger EU-direktør Sarah Børner.

Tast selv-service

Som følge af de nye støtteregler er der sket ændringer i Internet Markkort og i fællesskemaet. Men både kortet og skemaet bygger videre på det system, som landmænd og konsulenter har brugt de sidste par år.

Ændringerne blev testet i november af en række landmænd og konsulenter, som har givet gode input til forbedringer i systemet.

- Vi er rigtig glade for den store indsats, som de inviterede landmænd og konsulenter har givet. Vi er klar over, at der formentlig vil forekomme fejl i løbet af ansøgningsrunden. Det er ikke menneskeligt muligt at gennemtænke alle de situationer, som der findes i det virkelige liv. Vores primære fokus de næste par måneder er, at Tast selv-service og Internet Markkort kører stabilt og at rette eventuelle fejl hurtigt og effektivt, siger Sarah Børner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I ansøgningsrunden 2014 havde Tast selv-service generelt tilfredsstillende svartider. I 2015 er der sat de samme måltal for svartiderne.

- Det er ambitiøse mål, da der er lagt en hel del nye funktioner ind i systemet. Men vi mener absolut, at det er realistisk. Vi overvåger systemerne, så vi kan gribe hurtigt ind, hvis der opstår ustabilitet, siger Sarah Børner.