S for stortraktor - Valtra er med i den helt store klasse op til 370 hestekræfter med den nye S-serie. PowerGear tester denne gang den finske Valtra S292 stortraktor med en syv-furet Agrolux plov.

PowerGear

S for stortraktor

S'et står for Suuritraktori og betyder stortraktor på finsk. Valtras nye trinløse stortraktor med ydelser op til 370 heste, S-serien, er landet

S'et står for Suuritraktori og betyder stortraktor på finsk. Valtras nye trinløse stortraktor med ydelser op til 370 heste, S-serien, er landet

 

Solen skinner fra en skyfri himmel, og de blanke furer på den syvfurede plov skinner i aftensolen, mens støvet rejser sig fra den tørre jord. En sund brummen kommer fra trækhesten foran ploven - denne gang i PowerGear tester jeg Valtras nye topmodel: S-serien.

Få uger efter S-serien fra Valtra blev offentliggjort på verdenspressen, havde vi i Danmark mulighed for at se den på LIB-messen i 2008. Den nye S-serie har været længe undervejs, og Valtra har længe manglet en afløser for den forrige stortraktor, som aldrig blev et rigtig blev et hit i Danmark. Nu ruller de første modeller af den nye stortraktor ind i landet.

Fransk og finsk samarbejde

Valtras nye S-serie består af fem modeller, som dækker effektbehovet fra 270 til 370 hestekræfter, Jeg er i marken med den mellemste model S292 med en maksimal effekt på 320 hestekræfter, leveret fra en 8,4 liters Agco Sisu Power motor.

At traktoren er finsk, er kun delvist korrekt. I modsætning til de øvrige Valtra-serier er S-seien produceret på Agcos traktorfabrik i Frankrig, hvor traktoren deler samlebånd med en anden Agco-traktor.  

Transmissionen i Valtra'en er Agco’s trinløse CVT-transmission.

Valtra har dog selv designet det ydre på traktorserien samt kabineindretningen.  I kabinen har S-serien fået samme armlæn og computerterminal, som vi kender det fra de nye N- og T-serier.

Computeren er ens opbygget, og den trinløse transmission styrer man på samme måde som på de øvrige modeller. Det vil med andre ord sige, at hvis man er dus med alle funktionerne i de to mindre serier, så er det intet problem at sætte sig til rette i den større S-serie og bruge de mange funktioner der med det samme.

Det er godt, at denne standardisering er blevet lavet. Det gør det let for både bruger og montør. Dog kunne jeg godt ønske mig en lidt større skærm til at aflæse informationer i S-serien, da traktoren ér en stortraktor med god plads i kabinen.

Den lille skærm er ikke altid lige let at aflæse. På stærke solskinsdage, som denne jeg tester traktoren på i dag,  kan det knibe at se den gyldne tekst på sort baggrund. Dog er skærmen let at se i mørke.

At man selv kan justere hvilke oplysninger, man vil se og holde øje med i computeren, er et stort plus og gør computeren, trods sin størrelse, uundværlig.

Støjsvag arbejdsplads med godt udsyn

Den luftaffjedrede Valtra-kabine gemmer på mange gode detaljer, hvor det lave lydniveau og det gode udsyn er det første der møder mig efter opstigningen i kabinen.

Det gode udsyn kommer dels fra de store glas-arealer, dels fra de fleste "komponenter", som er flyttet op i højre B-stolpe eller sidder i armlænet.

At der ikke er mange kontakter på højre bagskærm, gør også, at sædet kan dreje mange grader til begge sider. Det er noget, jeg holder meget af, når jeg som nu kører og pløjer. Faktisk kan sædeplatformen køre hele vejen rundt, hvis man vælger Valtras TwinTrac som ekstraudstyr.

Det giver mulighed for et ekstra rat samt vendegear ved bagruden. Og hvis man kører med et bagmonteret skårlægger-sæt eller en finsnitter er løsningen guld værd. Desuden bruges mange Valtra-traktorer i skoven, hvor de mere specielle redskaber kan kræve sådanne løsninger.

Den rummelige kabine indeholder mange små steder, hvor der er plads til, at man kan placere madpakken, drikkevarer eller andre småting. Både over forrude og rundt om sædet er der plads, og så er der indbygget et køleskab til de lange arbejdsdage.

Og så kan jeg godt lide "hydraulikassistent'en" på traktoren. Når chaufføren slår den funktion til, hæver traktoren automatisk omdrejningerne på motoren med 200-300 omdrejninger for at levere mere olie. Men kun når en hydraulik ventil har brug for det. Dette kan være smart til brug ved eksempelvis tip- eller bundkædevogne.

Valtra S er udstyret med QuickSteer. Når rattet er drejet én omgang, er der fuld styreudslag på hjulene. Det er lækker, når man kommer til forageren og skal lave hurtigt vending.

Desværre kan QuickSteer ikke lægges ind i foragerautomatikken, så chaufføren skal aktivere den manuelt øverst oppe på højre B-stolpe.  

Den kunne godt placeres lidt tættere på chaufføren, og når det gælder placering af funktioner - så savner jeg lidt, at kontakterne til firehjulstræk samt differentialespærre også fik plads på armlænet, da det er funktioner, man bruger tit. De sidder i stedet på højre bagskærm lidt længere væk.

Kendt transmission med Valtra touch

Transmissionen i Valtra S292 har køregrupper (A og B), hvor den ene bruges til vej og den anden til marken. Transmissionen kan styres i tre forskellige modes - ganske som på Valtras Direct-serie.

Og der er selvfølgelig de lækre detaljer, der skal være på en traktor med trinløs transmission. Eksempelvis kan hastigheden af vendegearet justeres, motorbremsens aggressivitet kan justeres, og chaufføren kan vælge at slå en tubinekobling til, så transmissionen bliver skånet hvis traktoren sætter i gang med tung last på landevej.

Speedblance-funktionen er der selvfølgelig også. Med den knap kan jeg ændre udvekslingen mellem frem og bak. Det er ret smart, når traktoren kører korn eller græs fra - eller lignende arbejdsopgaver, hvor man bakker meget.

Med en drejeknap stiller man udvekslingen mellem frem og bak fra 10 til 100 procent.

Service med stort S

Servicepunkterne på Valtra S-serien er et hurtigt overstået kapitel i det daglige. Samtlige seks kølere slås flot fra hinanden med ét enkelt klik, og der er rigtig god plads til at rengøre dem. Samtidigt åbnes luftfilteret op sammen med kølerne, og adgangen her er også rigtig let.

Forakslen smøres også på stående fod ved siden af kølerne. Der er ført tre smørenipler fra akselen ud, så de er lettere at smøre. 

Forakselen er ikke todelt som på nogle af de andre stortraktorer i samme klasse, men på trods af det klarer affjedringen det godt på Valtra S - en god køreoplevelse.

Væskestanden på hydraulikolien kan man se på computeren inde i kabinen, og skal man efterfylde hydraulikolie, foregår det på højre side af traktoren ved siden af batterierne, som der også er god tilgang til. Men faktisk anbefaler Valtra at man pumper olien ind gennem den trykløse retur.

Serviceintervallerne er lange på hydraulik- og transmissionsolien - henholdsvis 1.200 og 2.000 timer. Intervallet for at skifte motorolien er 400 timer.  Tanken til sprinklervæske sidder rigtig godt placeret lige ved trinbrættet, hvor det er nemt at fylde op.

Der er en stor indbygget værktøjskasse på Valtras S-serie. Det er altid et godt initiativ. Den har også lås på, men den behøver dog ikke være låst hele tiden, da man ellers ville skulle have tændingsnøglen med ud for at låse kassen op hver gang.

Forskellige motorvalg

På topmodellen S352 er motoren som standard udstyret med SCR-teknologi med tilsætning af AdBlue i traktorens katalysator. På den måde bliver de miljøskadelige NOx-partikler fra motoren lavet om til vand og kvælstof.

For brugeren betyder det, at brændstoffet udnyttes bedre, da tændingstidspunktet kommer på et mere rigtigt tidspunkt i forhold til andre miljøforbedrende teknologier - og man sparer ifølge Agco cirka fem procent i dieselolie.

Det betyder dog også, at man skal bruge to forskellige slags brændstoffer til Valtra’en, da der også skal tilsættes AdBlue ved hver anden optankning.

På vores testeksemplar af S292 er der ikke AdBlue på. Det er ekstraudstyr på fire modeller i S-serien. Den mindste S232 kan ikke fås med SCR.

Alt i alt, giver Valtra S-serien en god kørekomfort, og der gemmer sig mange gode detaljer i kabinen, dog ønsker jeg mig en lidt større skærm i armlænet, som vil være lettere at se i stærkt sollys, men de mange små detaljer inde som ude opvejer for den manglende skærm. Jeg er overbevist om, at Valtra vil få mere succes med denne S-serie end dens forgænger herhjemme i Danmark.

Minusser:

Placering af kontakt til firhjulstræk og differentialespærre

Computerskærm følsom for stærk solskin

Manglende QuickSteer i foragerautomatik

Plusser:

Godt udsyn

Lydniveau og affjedring kabine

Serviceadgang

Speedblance regulering

Lydniveau

Stilstand tomgang v. 790 o/min:                              59

Stilstand maks. v. 2.350 o/min:                              75

Transport 40 km/t v. 1.450 o/min:                              70

Markarbejde 7,5 km/t v. 1.560 o/min:                             71

Markarbejde fuld belastning v. 1.980 o/min:                              73

Lydniveau målt i dBa ca. 20 cm. foran føreren.

Tekniske specifikationer Valtra S292

Motortype:                                                                    Agco Sisu Power Diesel

Slagvolumen, liter:                                                           8,4

Nominel effekt (ISO 14396), kw/hk:                              213/290

Maks. effekt (ISO 14396), kw/hk:                              236/320

Maks. Moment, Nm v. 1500 o/min:                              1400

Brændstoftank indhold, liter:                                     590

Egenvægt i alt, kg:                                                           10.300-11.500

Totallængde, meter:                                                           4.868

Højde, meter til tag:                                                           2.357

Akselafstand, meter:                                                3.105

Transmission:                                                                Trinløs, Agco CVT

Venderadius, meter:                                                           7,0

Ydelse hydraulik, l/min.:                                                200

Maks. tryk hydraulik, bar:                                   175

Maks. løftekraft trepunktslift, kg:                              12.000

Fordæk:                                                                          650/75R30

Bagdæk:                                                                         710/85R42

Dette koster Valtra S292

Pris på testet traktor inkl. evt. ekstraudstyr:

Pris i alt på testet traktor:                                              1.345.000

Yderligere muligt ekstraudstyr:

TwinTrac - vendbar førerplatform                             57.200

Klimaanlæg                                                                    7.190

Seks LS hydraulikudtag (std. fire)                             23.630

Front-pto                                                                       37.260

Hjulvægte 4x250 kg                                                          27.710

Fronvægt 900 kg                               17.070

Xenon lyspakke                                11.520

Vejledende listepriser.

Importørkommentar

Af Arne Spejlborg, servicechef, Valtra

Leveringen af Valtra S-serie startede i oktober 2009, og S-serien har til fulde opfyldt vores og kundernes forventninger om en stortraktor. De opgaver, som S-serien er kommet på om det er i demonstrations sammenhæng eller hos slutbrugeren, har den vist sig at kunne klare alle opgaverne.  På Topmodellen S352 er den typiske kommentar, at trækkraften er overlegen, et lille brændstofforbrug og et lavt støjniveau, Generelt bliver den simple betjening af traktoren fremhævet. Hovedsageligt har opgaverne været gyllekørsel, pløjning og kørsel med rotorsåmaskine, men nu, hvor græssæsonen er skudt i gang, har S-serien også været i gang med skårlægger og snittervogne.  På skov & teknik-udstillingen ved Langesø i september viser Valtra en S352 med Twin-trac, der betyder, at traktoren har vendbar førerplatform. Specielt skoventreprenørerne viser stor interesse for denne model.


Kommentér artikel

NB! Debatten på maskinbladet.dk er fri, men hold venligst en sober tone og undlad personangreb.
Gå efter bolden - ikke efter manden.
Trusler, injurier eller andre lovstridige indlæg fjernes af redaktionen.

Kommentarer

Indsend kommentar

Indtast dit navn.
Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
Hvis du indtaster din e-mail får du besked når der er nye svar.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Tilladte HTML tags: <a> <em> <strong> <cite> <code> <ul> <ol> <li> <dl> <dt> <dd> <h1> <h2> <h3> <p>
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • You may quote other posts using [quote] tags.

Mere information om formateringsmuligheder

Mollom CAPTCHA (Skift til lyd CAPTCHA)
SPAM sikkerheden sikrer at uvedkomne ikke misbruger Maskinbladet.dk til at udsende reklame eller volapyk-tekst.
Skriv bogstaverne du ser i feltet til venstre; hvis du ikke kan læse dem, gem da formularen og et nyt billede vil blive genereret. Der tages ikke højde for store bogstaver.

Tilmeld dig Maskinbladets nyhedsbrev

Få nyhederne direkte i din indbakke