Tidligere i denne uge kunne Jyske Markets spå om en mulig russisk regulering af korneksporten. Dog har det russiske landbrugsministerium efter et møde med landets korneksportører meldt ud, at det ikke ser grund til at indføre eksportafgifter og lignende foranstaltninger på korneksporten. Det skriver Jyske Markets i en afgrødekommentar.

- Med 68 millioner ton tegner den russiske hvedehøst denne sæson til at blive 17 millioner ton mindre end sidste sæson, men den har alligevel kurs mod at blive landets tredje største efter en ualmindelig god høst sidste år. Uagtet at den russiske hvedeproduktion er faldet, har eksporten sat rekorder de første to måneder af denne sæson, og det frygtes at sende den indenlandske forsyningsbalance under pres. Rusland har ultimo august eksporteret 9,8 millioner ton afgrøder mod 7,0 millioner ton sidste år, og heraf udgjorde hvedeeksporten 8,6 millioner ton mod 5,1 millioner ton sidste år. En svag russisk rubel og en god geografisk lokation i forhold til store importnationer danner et stærkt udgangspunkt. Men møllehveden endte med at lukke i negativt terræn, efter mødet mellem landbrugsministeriet og eksportørerne endte uden nogen form for aftale om restriktioner, lyder det fra Jyske Markets, der dog ikke lukker emnet ned her:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Foreløbig kan markedet dermed ånde lettet op, men vi forholder os skeptiske og forventer ikke, vi har set til det sidste i den sag. Vi forventer, at den uforløste sag vil fortsætte med at sætte et lettere negativt præg på markedet i dag (tirsdag, red.).