På søndag holder den sydtyske producent af roe- og kartoffeludstyr, Ropa, åbent hus for alle interesserede på fabrikken i Sitteldorf i det sydlige Tyskland.

Fabrikken regner med 15.000 til 20.000 besøgende, og der bliver nok at se på.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fabrikken har for nyligt udvidet med 2,7 hektar under tag med ny produktionslinje og maleranlæg til en samlet pris på 30 millioner euro - svarende til 223,5 millioner danske kroner.0

Maleranlægget alene har kostet 104,3 millioner danske kroner og udgør derfor knap halvdelen af beløbet til det nye byggeri.

Det nye maleranlæg betyder blandt andet, at Ropa kan spare 20 procent maling. Læs mere om Ropa-fabrikken i Maskinbladets december-udgave, da vi netop har været på besøg på den sydtyske fabrik og set de nye lokaler.

Også maskiner i marken

På åbent hus-dagen sætter Ropa også gang i de gule maskiner på de grønne roemarker omkring fabrikken.

Der vil være premiere på den nye femte generation af den populære tre-akslede, selvkørende Tiger-optager samt den mindre to-akslede Panther-maskine, som naturligvis også vil være i marken på søndag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der vil desuden også være mulighed for præsentation af den nye femte generation af rense- og læssemaskiner, Maus.

Endelig fremviser Ropa de nye kartoffeloptagere med navnet Keiler. Ropa forventer på nuværende tidspunkt at have produktionen af kartoffeloptagere klar til salg i løbet af sæson 2016.