Mælkeproducent Finn Schark fra Sønderjylland blev overrasket, da en medarbejder ringede til ham, og fortalte, at nogle af rundballerne med hø i laden udviklede røg. Forsikringsselskabet TopDanmark har taget en snak med ham om episoden.

- Både om morgenen og ved middagstid var jeg selv gået igennem laden og bemærkede ikke noget. At der få timer senere er røg i laden kunne jeg ikke få til at hænge sammen, så jeg tvivler på, at det kan være rigtigt, siger Finn Schark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men det var rigtig nok. Han skyndte sig hjem, ringede til brandvæsenet og stillede sig ellers klar med en pulverslukker.

- Da min vikar flytter en balle hø, der ligger tæt på de baller, der ryger, kommer der flammer. Jeg slukker det hurtigt med pulverslukkeren. Jeg har aldrig prøvet at bruge sådan en før, men det var meget effektivt, siger Finn Schark og tilføjer:

- Der lå meget løs halm, så det var tæt på, at det var gået galt.

Billigt sluppet

Kort efter kom brandvæsnet, og de fik splittet de optændte baller ad og spulet høet godt og grundigt. I alt er syv baller hø blevet ødelagt af røg, flammer og vand. Det er billigt sluppet, erkender Finn Schark, idet der stod 200 minibigballer tæt på.

- Jeg tør næsten ikke tænke på konsekvenserne, hvis ikke min vikar havde opdaget røgen. Så var laden gået til med maskinpark og hø, som jeg skal bruge til mine dyr. Prisen på hø er steget voldsomt i år, så det ville være blevet meget dyrt at skulle ud og købe nyt, siger Finn Schark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Høet skal være tørt

Hos Finn Scharks forsikringsselskab Topdanmark kan de nikke genkendende til den risiko, der opstår, hvis høet ikke er ordentligt tørt, når det køres ind.

- Vi ser år efter år, at der opstår brande, fordi høet ikke er tørt nok, når det køres ind. Det er jo heldigt, at Finn Scharks vikar opdagede røgen, og at de to handlede på den rigtige måde - ellers kunne det være gået meget værre, siger agronom i Topdanmark, Svend Anker Worm.

Lå i otte dage

Efter høet blev lagt ned i slutningen af maj, lå det på marken i otte dage, inden det blev presset til baller.

- Jeg troede, at jeg havde gjort alt rigtigt, og jeg undrer mig over, at det først var efter fem uger, at branden opstod. Høet var varmt og må stadig have været lidt fugtigt, da det blev taget ind, og det har måske medvirket til, at det blev antændt. Fremover vil jeg følge det gode gamle råd om først at høste efter Grundlovsdag, siger Finn Schark.