Med 1.400 motoromdrejninger og 10 kilometer i timen spinder den otte cylindret Deutz AG-motor ganske let over nedfælderopgaven med den seks meter Horsch gylleplaceringsnedfælder til majs.

Da Maskinbladet besøger Gads Maskinstations nye flagskib inden for gyllehåndtering, i form af Vredo VT7028-3, så foregår det i lidt uvante rammer:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg tror virkelig ikke, at man kan køre fast med maskinen.

- Ole Hansen, fastchauffør på Vredo VT7032

- Den plejer jo at køre med en otte meter sortjordsnedfælder, fortæller Ole Hansen fra førersædet i den nye Vredo, som yder 687 hestekræfter, og derfor er godt over opgaven med nedfælderen.

- Vi kunne også meget let køre med en endnu større nedfælder, men vi har rigtig meget lavt liggende jord, og det er hårdt for redskaberne efter køretøjerne, fortæller han, ligesom han bemærker, at det lave marktryk på maskinen også havde stor indflydelse på, at det netop blev den nye tre akslet maskine, som ankom til Gads Maskinstation til sæson 2017.

Ole Hansen er en erfaren herre på en Vredo, og erfaringerne i gyllehåndtering med de selvkørende Vredo strækker sig helt tilbage til 2003.

Køre aldrig fast

Den store Vredo VT7028-3 er udstyret med seks 1250/50 R32 dæk på de tre aksler, som alle er trækkende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg tror virkelig ikke, at man kan køre fast med maskinen, fortæller Ole Hansen, som også viser fra førersædet, hvor let spærring slåes til, så akslerne arbejder sammen, hvis det pludselig skulle blive blødt.

- Der er trækøjer monteret både foran og bagpå maskinen, men det eneste jeg har brugt dem til indtil videre, er at trække andre køretøjer op, fortæller han, mens Vredo'en suser fra marken og hen mod gylletanken for endnu et læs.

Læssekapaciteten matcher den store maskine i form af en 12 kubikmeter Vogelsang fortrængningspumpe, der under læsning suppleres med en 18 kubikmeter centrifugalpumpe.

Systemet er opbygget med by-pass, som betyder, at når centrifugalpumpens kapacitet overstiger fortrængerpumpens på 12 kubikmeter, så åbnes der et skod, hvor det overskydende gylle løber direkte i tanken. Man kan på den måde udnytte centrifugalpumpens store kapacitet.

- Alt gyllen passerer desuden en snitter samt en stenfælde, inden det kommer op i tanken, og det er en stor fordel, da vi ofte ser mange forskellige ting i gyllen end bare gylle, påpeger Ole Hansen, mens kranen sættes i gylletanken.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fra førersædet har Ole muliged for hele seks forprogrammeringer af læssetårnet.

- Når jeg har læssetårnet i den position, som jeg ønsker det, kan jeg blot trykke på en knap på terminalen, også husker maskinen den nøjagtige position. Næste gang jeg kommer til gylletanken, trykker jeg blot på joysticket, og læssetårnet folder automatisk ud til præcis samme stilling, som den forprogrammeret.

Ole fortæller, at læssekapaciteten ligger på 13 til 17 kubikmeter i minuttet, afhængig af gyllens tykkelse.

En anden måde at køre på

Ole Hansen fortæller, at den nye Vredo er helt anderledes end de hidtil modeller, idet der nu er tale om tre aksler på én enhed, og ikke en traktor-vogn kombination, som man kender det fra Vredo.

- Det kræver, at man kører på lidt en anden måde i marken, og den vender heller ikke rundt på samme venderadius, som en traktor-vogn kombination fra Vredo, men det er noget man vender sig lynhurtigt til, fortæller han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han bemærker også den store stabilitet på maskinen og hvor snild den er at komme rundt med:

- Man skulle ikke tro det, men da den drejer på samtlige tre aksler, er den uhyre let at komme rundt med.

Ole Hansen fortæller desuden, at når man har én enhed, bliver det også langt lettere at bakke med maskinen:

- Man skal ikke bekymre sig om en vogn efter den trækkende enhed, og autostyringen virker også i bakgear, så det bliver pludselig ret let at bakke 50 meter op i et træk, hvis man mangler lidt for at nå til enden af marken med et læs gylle. Desuden giver det også framragende udsyn rundt om maskinen, da der aldrig vil være en vogn, som vil spærre for udsynet.

Foruden en mere affjedret kabine, så er den daglige chauffør også godt tilfreds med den trinløse transmission, som er standard på det store gylle flagskib.