I det tyske tidsskrift Raps er udbredelsen af resistens hos skadedyr i raps mod pyrethroider i Tyskland omtalt.

Der er testet flest rapsjordlopper i de nordlige og østlige dele af Tyskland. Der er udført såkaldte biotest, hvor man i laboratoriet sætter rapsjordlopper i glas med forskellige doser af et pyrethroid. Det skriver Landbrugsinfo.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Glimmerbøsser

Udbredelsen af resistens hos glimmerbøsser mod pyrethroider (excl. pyrethroidet Mavrik): Det fremgår, at ca. 90 procent af de 99 testede populationer i 2014 var højresistente.

Der er også i mange tilfælde fundet resistens hos skulpesnudebiller mod pyrethroider, især i de nordlige egne, men der er ikke vist nogen oversigt i artiklen. Der er også undersøgt enkelte prøver af bladribbesnudebiller, hvor der ikke blev fundet resistens.

Forebyggelse af resistens

Tyskerne angiver, at den mest effektive måde at forebygge resistensudvikling hos skadedyr er at begrænse antallet af sprøjtninger og kun sprøjte ved behov f.eks. via fangster i gule fangbakker (rapsjordlopper).

Det angives også, at mange landmænd i Tyskland overvurderer skadevirkningen af glimmerbøsser. Det angives, at der i knopstadiet skal være mere end 8-10 glimmerbøsser pr. hovedskud i normalt udviklede rapsmarker, før der er behov for bekæmpelse.

Situationen i Danmark

Aarhus Universitet har også undersøgt evt. resistens hos rapsjordlopper og glimmerbøsser.

Der er undersøgt 9 populationer af rapsjordlopper via biotesten, som viste god effekt af pyrethroider.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kdr-mutationen blev også fundet i rapsjordlopper i Danmark. Kdr mutationen (Rr) blev fundet i ca. 20 procent af billerne, 2 alleler (RR) i 31 procent og ingen mutation i 50 procent af i alt 51 undersøgte biller. En del af de undersøgte biller var udvalgt, fordi de overlevede biotesten ved 4 og 20 procent dosering, og frekvensen af kdr-mutationen er således lavere end ovenstående procenter antyder. Resistente rapsjordlopper findes således også i Danmark. Hvad dette betyder for effekten i praksis, kan Aarhus Universitet dog ikke sige pt. De opfordrer derfor landmænd til via deres konsulent at indsende prøver med rapsjordlopper i efteråret 2015, hvis de ser utilstrækkelig effekt af pyrethroider.