Efter fem år med salg af reservedele fra OpaLL-Agri har Landteknik Andersen valgt at indlede import af flere forskellige plove og harver.

Aftalen om forhandling er netop trådt i kraft fra i dag, den 30. november. I den forbindelse viser brødrene Andersen, som er indehavere af Landteknik Andersen, en nyindkøbt liftplov frem på Agromek.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ploven er en femfuret Jupiter II 140/100, som er beregnet til mellem 115-175 hestekræfter. Den fås også i en firefuret version.

- Det er den plov, vi har købt hjem i første omgang, men vores kunder kan købe fra hele programmet af liftplove og halvbugserede plove, stubharver og såbedsharver, siger Frank Andersen og tilføjer, at redskaberne har en leveringstid på cirka en måned.

Det er første gang OpaLL-Agri-redskaberne introduceres i Danmark. Landteknik Andersen arrangerer demonstrationer nogle af de tjekkiske redskaber i foråret 2011. Frank Andersen fremhæver især redskabernes slidstyrke.

- Stålkvaliteten er helt i top. Vi har set plove i Tjekkiet, der har kørt 20.000-30.000 hektar og stadig var intakte. Der var selvfølgelig almindelig slitage, men ingen brud, siger Frank Andersen.

Brødrene Andersen har planer om inden jul at lægge et tv-klip af redskaberne i brug ind på Landteknik Andersens hjemmeside.