Jysk Landbrugs formand, Bjarne Larsen, forklarer til Maskinbladet, at foreningen vil fremlægge en "dokumentation for fejl, mangler og usikkert datagrundlag i Vandplan Vadehavet", og der opfordres til, at også Fødevareudvalget og Landdistriktsudvalget inviteres til foretrædet:

- Vi vil med eksempler vise, hvor grotesk eksemplerne på randzoner ved vandløb er lavet. Det fremgår eksempelvis af et kort, at der er et vandløb, men det findes ikke i virkeligheden. Det betyder i praksis, at der skal laves randzoner til vandløb, der slet ikke eksisterer. Nogle politikere tror måske, at man er kommet i mål efter, at man ændrede reglerne ved de første høringssvar. Der er pillet nogle vandløb ud, men man er slet ikke kommet i mål, siger Bjarne Larsen til Maskinbladet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ressourcespild

Jysk Landbrug havde håbet at komme i foretræde i februar måned, men har fået at vide, at man endnu ikke er så langt med planerne, så foretrædet må vente:

- Det er utroligt, at vi skal bruge så meget tid, mange ressourcer og mange penge på den sag. Det er ressourcespild ud over alle grænser. Jeg forstår godt, hvis mine kolleger finder det grotesk. Når man ser på standarden i det foreliggende lovarbejde, selv om det er anden omgang, er det bare ikke godt nok. I første omgang kaldte vi det makværk. Det har ikke rykket sig et meget, og det er stadig noget makværk, hvor man er langt mere vidtgående, end der er basis for rent fagligt. Politikerne abstraherer fra fagligheden, siger Bjarne Larsen.

Hvad er målet?

Han påpeger samtidig, at "vandløbene er fejlagtigt målsat":

- Det kommer i sidste ende an på, hvad man vil opnå. Vil man opnå, at få en masse jord gjort udyrkningsbart, er det den rigtige måde, men hvis man vil opretholde en ordentlig mulighed for afdræning af landbrugsjord eller arealer i bred forstand, er det den forkerte vej at gå, slutter formanden for Jysk Landbrug.