Kartoffelproducent Jens Christian Hansen, Brande har netop fået leveret sin nye Einböck radrenser. I tæt samarbejde med Yding Smedie er maskinen blevet udviklet, så det er muligt at rense 12 rækker i en arbejdsgang, selvom kartoffellæggeren kun lægger fire rækker ad gangen.

Mange overvejelser

Tidsforbrug, kapacitet, pesticidafgifter og miljøhensyn - overvejelserne har været mange inden Jens Christian Hansen tog skridtet, og kastede sig ind i kampen med mekanisk ukrudtsbekæmpelse i kartofler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På ejendommen dyrkes der i alt ca. 600 hektar, hvoraf de 170 hektar er med kartofler.

- De senere år har der været meget snak om radrensning af kartofler, men når vi kører med firerækket lægger, har vi ikke kunnet få nok kapacitet på radrenseren. Men i samarbejde med Yding Smedie mener vi selv, at vi nu har fundet den perfekte løsning til vores bedrift, siger Jens Christian Hansen.

Einböck Hillstar

Valget af maskine faldt på en Einböck Hillstar radrenser. Hvert renseelement på maskinen er udstyret med eget dybdestyringshjul samt en kraftig S-tand med skær, og bagerst to styk kraftige tallerkener, til at ligge jorden op på kartoffelkammen. På selve kammen køres der med kamstrigler, der renser på toppen og på siderne af kammen.

Maskinen er opbygget som en "Butterfly"-maskine, hvor den frontmonterede del renser fire rækker, og de to bagmonterede sektioner renser hver fire rækker. De to sidefløje styres automatisk via et følersystem, der føler på kartoffelkammen. Så skal traktorføreren blot koncentrere sig om at styre frontsektionen.

En god udfordring

- Vi kan godt lide sådan en udfordring, siger Leif Jensen fra Yding Smedie, som har solgt maskinen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har en rigtig stærk leverandør i østrigske Einböck, men en maskine, som den vi har leveret til Jens Christian, kan man ikke købe hjem fra udlandet. Smedeværkstedet hos Yding Smedie har selv konstrueret og opbygget ramme og styring til radrenseren, og har så koblet det sammen med færdige komponenter fra Einböck.

- Det er disse opgaver som er med til at udvikle os som leverandør, fortsætter Leif Jensen.

- I samarbejde med vores leverandører har vi de senere år leveret mange spændende teknologier til mekanisk ukrudtsbekæmpelse til dansk landbrug. Denne maskine er endnu en fjer i hatten, og vi tror på at den kan være interessant for mange andre kartoffelproducenter, siger Leif Jensen.

Jens Christian Hansen ligger ikke skjul på at muligheden for at få teknologistykke til denne maskine, gjorde beslutningen lettere.

- Selvom vi driver konventionelt landbrug er vi åbne for mulighederne for at kombinere kemisk og mekanisk ukrudtsbekæmpelse, slutter den midtjyske kartoffelproducent.