Kopenhagen Fur har afsluttet 10 dages pelsauktion med en prisstigning på minkskind på fire procent. Juni-auktionen var velbesøgt med 600 kunder, hvoraf næsten 400 kom fra Kina/Hongkong.

- Auktionen vidner om, at pelsbranchen har genvundet optimismen og en tro på fremtiden efter et par svære år. Vi er endnu ikke tilbage på toppen, men vi er på vej, siger adm. direktør Jesper Uggerhøj, Kopenhagen Fur.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Købekraften samlede sig især om de gode kvaliteter, og det betyder, at de danske minkavlere igen fik en merpris for deres skind. Gennemsnitsprisen på danske minkskind nåede således 247 kroner, mens gennemsnitsprisen på udenlandske minkskind solgt på auktionen nåede 196 kroner.

- Det giver de danske minkavlere en markant konkurrencefordel, som helt aktuelt kan aflæses i udviklingen i den globale skindproduktion. Den falder som ventet, men faldet i den danske minkproduktion er væsentligt lavere end i andre lande. Vi øger altså vores globale markedsandel og konsoliderer den danske førerposition, siger Jesper Uggerhøj.

Verdensproduktionen af minkskind toppede med over 87 millioner skind i 2013, hvor også prisen toppede. Siden er prisen justeret ned, og produktionen faldet til forventet 54 millioner i år. I Danmark forventes en skindproduktion på 17,1 millioner skind i år, og det er på niveau med 2013.

4.000.- pr. skind

Kopenhagen Fur solgte to toplot under auktionen. Det ene lot med 50 skind nåede en hammerslagspris på 4.000 kroner pr. skind til en samlet pris på 200.000 kroner Det er det 3. dyreste lot Kopenhagen Fur nogensinde har solgt. Det andet toplot, også med 50 skind, fik hammerslag ved 2.600 kroner til en samlet pris på 130.000 kroner Det blev købt af Li Qun Wang ejer af det kinesiske modebrand BeFurs.

- Kopenhagen Fur er det største og det bedste auktionshus i verden, og skindkvaliteten er uovertruffen. Det er et velkendt faktum blandt producenter i Kina, forklarer Li Qun Wang.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og den melding bliver med glæde noteret hos Jesper Uggerhøj:

- Alene det, at vi kan sælge toplot til de priser i et forsigtigt marked vidner om god købekraft, og når vores kvaliteter så samtidig bliver fremhævet, så styrker det naturligvis troen på, at markedet bevæger sig i den rigtige retning, siger Jesper Uggerhøj.

Der blev solgt 7,1 millioner minkskind på auktionen med en samlet omsætning på 1,74 milliarder kroner