Den hårde nedtur for priserne på svinekød ser umiddelbart ud til at være slut, så for anden uge i træk kan vi fastholde noteringen på ni kroner og fyrre ører.

Priserne på forender er blevet langt mere stabile, men til gengæld mærker vi lige nu et øget pres på det engelske baconmarked. I skrivende stund er det uklart, om det er indkøberne, der holder sig tilbage for at presse prisen, eller om det er et stort udbud, der tynger priserne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Markedet bærer stadig præg af, at der indimellem er aktører i markedet, som er nærmest desperate for at afsætte deres kød. Når stort set alle europæiske producenter samtidig har fokus på at sælge deres kød fersk, så er det svært at få løftet priserne fra det nærmest uhørt lave niveau, fortæller Søren Tinggaard, der er underdirektør i Danish Crowns eksportafdeling.

Markedet for skinker og salget til Kina er fortsat stabilt. De Japanske indkøbere forholder sig stadig afventende, men udviser dog en vis interesse.

I forlængelse af de dramatiske prisfald i Europa har vi arbejdet hårdt på at finde alternative afsætningskanaler. Det er i nogen grad lykkedes, men det er et langt sejt træk.

- Vi har afsat flere mindre partier til lande uden for Europa, som ellers ikke har været attraktive for os i en lang periode. Der er dog tale forholdsvis begrænsede mængder, men det er vigtigt i forhold til at få stabiliseret priserne, siger Søren Tinggaard

Det skriver Danish Crown i sin markedsberetning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Prisen på svin er hermed 9,40 kroner pr. kg og 5,90 kroner pr. kg for søer.