Årets første efterårsstorm har ramt Nordeuropa, og det rusker også i priserne på det europæiske marked for fersk grisekød, lyder det fra Danish Crown.

- Industrikunderne i Europa har nu fået fyldt lagrene op efter sommerferien, og det kan mærkes på efterspørgslen. Samtidig stiger udbuddet af grise i specielt Sydeuropa, og det skaber ubalance i markedet, siger Søren Tinggaard, der er underdirektør i Danish Crowns eksportafdeling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Priserne på de fleste ferske delstykker falder i øjeblikket. Ifølge Danish Crown er højsæsonen for nakker, mørbrad og til dels skinker slut. Derfor er der generelt vigende efterspørgsel på disse produkter. Sideløbende er priserne på bove og forender under pres, mens salget af kamme, bacon og brystflæsk er tilfredsstillende, skriver Danish Crown.

Til landene udenfor Europa er der i øjeblikket en rigtig god efterspørgsel fra Sydkorea, mens der er en tilfredsstillende afsætning til både Kina og Japan.

Det betyder at prisen på svin fra 74-95,9 kg er faldet med 30 øre og nu ligger på 10,50 kroner pr. kg, mens søer over 129,9 kg også er faldet 30 øre og lander på 6,80 kroner.