DEBAT - Institut for Fødevare- og ressourceøkonomi ved Københavns Universitet (IFRO) har netop offentliggjort en rapport, der belyser omkostningerne ved implementering af vandrammedirektivet i oplandet til Norsminde Fjord. Nu ser vi så prisen for Stiig Markagers vand Shangri-La. Konsekvenserne er ekstrem voldsomme og helt ude af proportion.
Vi har som mennesker altid påvirket vores omgivelser - både i by og på land. Siden 80'erne har vi i Danmark gjort os særlig bevist om dette og haft en tilgang hvor bæredygtighed har været nøgleordet for produktionsrammerne. Landbruget har gjort en kæmpe miljøindsats, og har vist vejen gennem løbende effektivisering, og udledningen er kvælstof er i nyere tid halveret.
Men spørger man forskere som Stiig Markager er dette slet ikke nok. Ifølge hans skole er kvælstofudledningen ene og alene roden til alt ondt. Jeg har flere gange måtte lytte til, at forskere helt gratis har ytret, hvor meget kvælstof, der ifølge ham skal reduceres i udledning fra landbrugserhvervet. Det er ret store tal, der frit slynges ud, uden at tænke over konsekvensen.
Nu har IFRO så regnet på konsekvensen af en gennemførsel af Stiig Markagers vand Shangri-La. Og det er altødelæggende for dansk landbrug. 2.900 kr/ha årligt vil det koste i oplandet til Norsmide Fjord at reducere udledningen ifølge IFRO. Jeg vil gerne forholde det overfor de ansvarlige forskere, for det er ikke gratis at anføre de beregninger som han gør sig. Allerede nu er der lodsejere i Norsminde Fjords opland som har fået brændemærket deres jord, for ifølge IFRO rapport er det jo slut med at dyrke et moderne landbrug i området.
Og er man nu sikker på at reduktion af kvælstof overhovedet virker? I en slusefjord som altså er langt fra det som nogen kalder naturligt. Er det overhovedet virksomt at dreje på den kvælstofknap som forskerne har sat i regneark? Vi kan i hvert fald nu se konsekvensen. Prisen for Stiig Markagers vand Shangri-La viser nu sit ansigt, og jeg håber og forventer, at det også gør indtryk i både forskerkredse og blandt politikere.
Hos den ansvarlige forskerstand håber jeg især, at det giver anledning til eftertanke. For det er forskere som ham, der skal stå på mål for om denne hel vanvittige reduktionsindsats overhovedet er nødvendig. I erhvervet har Stiig Markagers modelberegninger nu fået konsekvens - det håber jeg man er fuldstændig klar over. Det er ikke en gratis omgang!
Hos politikere og andre beslutningstagere håber jeg, at dette giver anledning til at man tager en alvorlig vurdering af konsekvenserne. Herunder ikke mindst for de direkte berørte, men også for vort land som sådan. Hvad betyder en gennemførsel af Stiig Markagers vand Shangri-La for eksport, produktionen og arbejdspladser, og står det overhovedet mål med den meget usikre effekt, der er på de indsatskrav som forskerne har regnet sig frem til.
Det er en direktivforpligtigelse at vurdere de socio-økonomiske effekter, men bør også være en helt naturlig selvfølge allerede nu, så vi for en klar politisk stillingentagen så hurtigt som muligt. Det skylder man de berørte, der jo hverken er købt eller solgt, og som i realiteten begrænses i udvikling og fremtidssikring af deres bedrift.
Det kan godt være, at man nogen steder skal gå ekstra skridt i forhold til at mindske udledningen af kvælstof, men det skal ske på en ordentlig måde. I Sektionen for Større Jordbrug vil vi gerne gøre en indsats, tage bestik af indsatsen og gå videre hvis det er nødvendigt. Men der skal være fuldstændig sikkerhed for effekten og der skal være en afvejning af andre samfundshensyn og der skal ikke mindst være en respekt for ejeren i processen.
Og til forskerstanden: Det kan godt være, at mine marker bare et nummer i jeres regneark. Men når i slukker jeres pc og går hjem, så er jeg der stadig og bekymrer mig for min bedrifts fremtid. Det er på tide, at man tager et alvorlig opgør med denne forfejlede tilgang der eksistere i dansk vandplanlægning og får en proces med respekt for alle - særligt de direkte berørte.
