Der kommer fint besøg, når LandboUngdom afholder VM i pløjning i Thisted til oktober. Åbningstalen ved arrangementet skal nemlig holdes af H.K.H. Prins Joachim, der således bliver den tredje i rækken fra den danske kongefamilie, der har æren af at åbne et verdensmesterskab i pløjning.

Prins Henrik gjorde det i 1985, og Dronning Magrethe åbnede stævnet i 1970. Dengang havde hun dog titel af Kronprinsesse. Nu er turen altså kommet til Prins Joachim.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Vi anser det i LandboUngdom for et stort skulderklap, at H.K.H. Prins Joachim kommer her til Thisted og skyder Verdensmesterskabet i gang. Vi håber, det kan være med til at vise omverdenen, at landbruget og korrekt behandling af jorden forud for en plantesæson stadig er et yderst værdifuldt håndværk, siger Karl Kristian Iversen, formand for VM-styregruppen samt formand i Thy LandboUngdom.

Livestream

Åbningsceremonien vil foregå lørdag morgen den 3. oktober kl. 8.15 i gårdspladsen på ejen-dommen Vestbo foran VM-monumentet, flagene for de 30 deltagende lande, det 140 personers store pløjeselskab, samt en del af de forventede 8.000 danske og internationale gæster.

Åbningsceremonien markerer kulminationen af mere end to års planlægning, hvor tidligere og nuværende pløjere og unge fra LandboUngdom har brugt deres fritid på at arrangere Ver-densmesterskabet med officielt program fra den 26. september til den 5. oktober.

- Vi gør meget for at nå bredt ud med vores budskab, og H.K.H. Prins Joachims deltagelse er absolut en stor ære. Undervejs fra åbningsceremonien til det sidste træk er taget, filmes aktiviteterne til en storskærm på pladsen, siger Karl Kristian Iversen.

Derudover bliver billederne også livestreamet, så man kan følge arrangementet fra sin computer, ligegyldigt hvor man befinder sig.