Presser 50 bigballer i timen

Bjørn Bülow, Bülows Maskinstation ved Fårevejle, byttede før denne sæson tre Krone 12130 bigbalepressere til to nye Krone Big Pack 4x4, og de to nye presser har til fulde levet op til forventningerne

Helge Plougmann Nielsen  20.09.12 | 16:28

Efter en travl sæson med masser af halm står tælleapparatet på de to Krone Big Pack 4x4, hos Bülows Maskinstation på henholdsvis 9.500 og 9.519 baller. Det er godt 6.000 baller flere end Bjørn Bülow normalt presser, men alligevel er det lykkedes at bjærge halmen med de to pressere.

- Jeg fik den første Krone-bigbalepresser i 2007 og har generelt været glade for de tyske pressere, som presser rigtig meget halm i ballerne. Til gengæld var der nogle småting på de første pressere, som drillede, og vi havde derfor lavet en ønskeseddel med forslag til forbedringer. Mange af de ønsker har Krone opfyldet i den nye Big Pack 4x4, og jeg må sige, at det er en presser, der virkelig kan tage fra, siger Bjørn Bülow.

Over 50 baller i timen

Den store forskel på den nye 4x4 og den gamle model findes i indføringen. Imellem pickuppen og oppakkeren er der indsat en ekstra valse, som øger hastigheden på indtaget. Samtidig er oppakkeren bygget om, og indføringskammeret er blevet 36 procent større.

- Det har givet presseren en glubende appetit, og i et 30 fods skår kører vi ofte over 20 kilometer i timen. Hver presser har i gennemsnit over hele sæsonen presset over 50 baller i timen, og det er ikke kun på store marker, men også på marker med nogle få hektar. På en stor og reel mark pressede vi i mere end to timer over 100 baller i timen. Ballerne måler 120x130 centimeter og vejede 610 kg, og presseren klarede således 61 ton halm i timen. Med et udbytte på cirka fire ton halm per hektar skal presseren over godt 15 hektar for at opnå den ydelse, så enten skal halmen rives sammen i nogle meget store skår, eller også skal det gå stærkt, siger Bjørn Bülow.

For at kunne klare den høje hastighed er presserne monteret på en bogieundervogn med affjedring. Prisen for den høje hastighed har været, at maskinstationen har måttet droppe at køre med samlevogne.

Vejer ballerne på slisken

Førhen havde Bülows Maskinstation vægte på samlevognene. På de nye pressere er vægten integreret i slisken bag på presseren. En anden feature er at presseren kontinuerligt måler halmens tørstofprocent.

- Både vægten og tørstofprocenten vises på terminalen i traktoren. Presserens måling af tørstofprocenten falder godt i tråd med de målinger, vi laver ved at stikke et spyd i ballen. Vi bruger derfor systemet som en vejledning til at finde ud af, hvor på marken halmen er mest tør og hvor vi kan sarte med at presse. Hen på aftenen giver systemet også en god indikation på, hvornår halmen bliver for våd, siger Bjørn Bülow og tilføjer:

- Vægten anvender vi først og fremmest til at regulere hastigheden og til at afregne over for kunderne. Køres der for hurtigt i skåret, er der en tendens til at der kommer for lidt halm i ballerne, og her er vægten et rigtig godt redskab til at styre presningsgraden.

Maskinstationen har kun haft minimale problemer med de nye pressere og de er blevet løst hurtigt og professionelt af forhandleren og importøren i Brøns.

Kommentarer

Debatten på maskinbladet.dk er fri, men hold venligst en sober tone og undlad personangreb. Gå efter bolden - ikke efter manden.
Trusler, injurier eller andre lovstridige indlæg fjernes af redaktionen.