Maskinbladet lancerede i december 2012 et nyt koncept som en slags lillebror til vores succesfulde PowerGear-koncept.
Konceptet blev døbt PowerGear Preview, hvor vores testpiloter gennemgår og beskriver en helt ny maskine, som ofte er prototyper, og præsenteres i et kort tv-indslag på maskinbladet.tv.
Straks fra begyndelsen tog brugerne det nye koncept til sig. Endda i så høj grad, at tre af de fem mest sete indslag i 2013 var PowerGearPreview-indslag.
Det første indslag i det nye koncept - en gennemgang af den dengang helt nye John Deere 6210R DirectDrive - fra december 2012 formåede at fastholde seerinteressen langt ind i 2013 og erobrede faktisk seerhitlistens førsteplads for hele året.
Indslaget om den nye John Deere 6210R DirectDrive blev ganske enkelt det meste sete indslag på Maskinbladet i hele 2013. Måske i virkeligheden ikke specielt overraskende.
Agromek overraskede
Men på andenpladsen over seernes favoritindslag i 2013 finder vi derimod en vaskeægte overraskelse, idet et tv-indslag om nogle af maskinnyhederne på Agromek 2012 også fastholdt seerinteressen så massivt, at indslaget erobrede årets andenplads over mest sete indsalg.
Både på tredje- og fjerdepladsen finder vi atter PowerGear Preview-indslag.Tredjepladsen blev indtaget af Case IH Magnum 370 CVX, som Helge Plougmann Nielsen gennemgik i juni 2013.
Fjerdepladsen gik til Morten Damsgaards gennemgang af den hurtigt aflæssende vogn Krone TX560.
Først på femtepladsen over årets mest sete indslag finder vi et klassisk PowerGear-testkørsel, hvor testpilot Morten Damsgaard testede New Holland T9.560.