Franske Grégoire-Besson blev grundlagt som smedje i 1802 og virksomheden har produceret plove fra først i de tyvende århundrede. I 1993 blev Patrick Besson formand for gruppen, og gennem etableringen af seks datterselskaber på tre kontinenter samt partnerskab med importører i 72 lande satte han for alvor gang i eksporten.

I 2011 overtog Grégoire-Besson den tyske maskinproducent, Rabe, og i dag består produktprogrammet fra Grégoire-Besson af plove, harver, rotorharver og tallerkenharver. Grégoire-Besson producerer i dag vendeplove med to til fjorten furer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Svinger ind før vending

Den brugte Grégoire-Besson RWY47, som er set hos RP Maskinservice, er med lige åse og har hydraulisk indstilling af furebredden. Den femfurede plov er fra 2003 og er monteret med risteunderplove. Landhjulet er monteret ved bagerste fure, og pløjedybden indstilles med spindler.

Ploven har hydraulisk stensikring med centralindstilling af udløsertrykket. Stensikringen udløser over fire punkter, som tillader underplovene at undvige jordfaste sten både opad og til siderne.

Ploven har en hovedramme på 140x140 millimeter. Vendeakslen, som har en diameter på 150 millimeter, er hul og med plads til at trække hydraulikslanger fra traktoren og ud på ploven.

Den brugte plov er bygget som femfuret, og for at få frihøjde nok under ploven, når den vendes, er den monteret med en cylinder, som centrerer ploven, før den vendes.

Spidser med tre huller

Ploven er monteret med CV7 risteunderplov, som er en forholdsvis lang og cylinderformet underplov. Grégoire-Besson tilbyder også traditionelle muldplader i forskelige udformninger. På alle underplove sidder der brede spidser med tre huller. Det ekstra hul betyder, at spidsen kan flyttes et hul ned, før den vendes. Alternativt leverer Grégoire-Besson også spidser med hårdmetalbelægning samt mejselspidser, der kan justeres frem, efterhånden som de slides.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forplovene er monteret på en stilk med forborede huller. Det gør det let at kontrollere, om alle forplove er justeret til samme arbejdsdybde.

Nye modeller

Grégoire-Besson RWY47 blev i 2015 afløst af RWY6, der er lillebror til de større modeller RW8 og RW9. Ploven er med forsatte åse, som flytter det teoretiske trækpunkt ind midt på muldpladen. Det giver en så fin balance i kræfterne der påvirker underploven, at ploven automatisk finder den optimale træklinje. Det gør det let at indstille ploven, og samtidig minimeres sliddet på landsiderne.

Hvor RW8 og RW9 er med elektronisk indstilling af plovens hældning, stilles hældningen på RW6 med to spindler.

Se efter slør

Sliddelene på de fleste brugte plove, som står til salg, har set bedre dage. Som minimum skal der som regel lægges et sæt nye skær og spidser til prisen på den brugte plov. Er landsider, brystplader og muldpladerne også ved at være slidte, skal regnemaskinen frem, for at finde ud af hvad det vil koste at gøre ploven brugbar.

- Før en brugt plov totalrenoveres med nye sliddele, er det en god ide at se den efter for skævheder og brud. Kontroller samtidig de store lejer ved plovens vendeaksel. Grégoire-Besson RWY47 er med koniske lejer, der kan spændes sammen. Mange er af den opfattelse, at så længe lejet bliver smurt, og ploven vender som den skal, så er der ikke grund til at gøre mere. Det er en misforståelse, for lige pludselig er der så meget slør i lejerne, at kuglerne smutter ud, og så er det for sent. Får lejet kigget efter og spændt efter en gang om året, så er der næsten ingen grænser for, hvor lang tid det kan holde, siger Rasmus Pejs, indehaver af RP Maskinservice i Kongslev syd for Aalborg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bøsninger kræver fedt

Grégoire-Besson RWY47 er med trinløs variabel furebredde, og hver gang der ændres på furebredden, er der bevægelse i en række bøsninger og bolte. Stangforbindelsen til furebreddeindstillingen er let tilgængelig og med smøresteder ved samtlige led.

- Plovsektionerne er monteret i kraftige led med bøsninger. For at undgå unødig slid, er det vigtigt at bøsningerne smøres hver dag. Med tiden vil der opstå slør, men det kan let fjernes ved at montere nye bøsninger og eventuelt også nye bolte. Det er vigtigt, at bøsningerne skiftes, før de er slidt igennem, og der er slidskader på selve ploven, siger Rasmus Pejs.

Hold dæmpere i orden

Landhjulet på den brugte plov er med hydraulisk dæmpning, og ifølge Rasmus Pejs er det vigtigt at dæmpningen er i orden.

- Bliver dæmperen utæt, fungerer den ikke som den skal, men da landhjulet stadig vender rundt og fungerer, kan man fristes til at køre videre med en defekt dæmper. Det er en dårlig ide, for når et udæmpet hjul falder på plads, giver det et ordentligt stød, og det får efterhånden hjulophænget til at bryde samme, siger den østjyske maskinhandler.

Riste eller faste muldplader

I Rasmus Pejs forhandlerområde findes der næsten alle jordtyper, og på en række ejendomme er der også store arealer med humus, som kan være en udfordring for traditionelle muldplader.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har gode erfaringer med risteunderplovene, som laver en god pløjning på alle jordtyper, og med riste har man mulighed for at skifte linealerne enkeltvis, efterhånden som de slides, siger Rasmus Pejs.

Til gengæld koster risteunderploven lidt mere end underploven med standardmuldplader, og den er også lidt tungere at trække eftersom ristemuldpladen er mere stejl og dermed har større modstand. Har man ikke lavninger med humus kan man derfor lige så godt vælge den traditionelle muldplade, hvor der også kan vælges imellem flere udformninger, der er designet til de forskellige jordtyper.