Når Scantruck fredag den 20. og lørdag den 21. januar byder til den niende udgave af ScanMek, er det med skærpet optimisme. Direktør Bo Sundroos forudser stort rykind med masser af positive kunder, selv om virksomheden netop har oplevet præcis det samme på Agromek i Herning. Historien viser nemlig, at en Agromek-succes udmærket kan følges op af en succesrig ScanMek.

- Vi har al mulig grund til at tro på en rigtig god ScanMek 2017. Inden årsskiftet har vi nu rundet 1.500 solgte maskiner i 2016. Vi skal tilbage til 2007 for at finde tilsvarende godt maskinsalgsår. Det betyder, at vi er tilbage til den gode situation fra før kriseårene. Det afspejler optimisme og positivitet i samfundet, fortæller Bo Sundroos.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er niende gang, hovedkvarteret i Skive danner ramme om Scantrucks egen maskinmesse. For nogle år siden udvidede Scantruck konceptet ved at invitere en række underleverandører med, som på mindre stande kan præsentere alskens tilbehør og udstyr til de store maskiner. Det viste sig at være en solid succes, og de mange eksterne udstillere er naturligvis også på plads til ScanMek 2017 i januar.

Masser af brugte maskiner

- Når de mange gæster ankommer til ScanMek, er det de skinnende, nye maskiner, der møder dem. Men de fleste besøgende lægger også vejen ned omkring vores brugtcenter, som er Skandinaviens største og altid byder på flere hundrede topklargjorte maskiner af alle typer. En ScanMek er altid en god anledning for vores brugt-folk til at få fyldt op på alle hylder. Det bliver naturligvis også tilfældet til den kommende udstilling, fortæller Bo Sundroos.

- Vi har ramt et rigtig godt koncept for ScanMek, og derfor piller vi ikke voldsomt ved formen fra år til år. Pølsemanden vil som altid være klar til at lange ristede med brød over disken, og ved brugtcentret er vi igen klar med suppe-teltet, som naturligt nok bliver mere populært i takt med kuldegraderne i januar. Og så handler det naturligvis først og fremmest om, at vi er klar til masser af professionel maskinsnak med de mange seriøse fagfolk, der har gjort ScanMek til en fast begivenhed i januar, fortæller Scantruck-direktøren.