Agromek har tildelt IPS Headland to stjerner for at reducere overlap med op til 80 procent, og ydermere deltager den i konkurrencen om den prestigefyldte Agromek Award.

AgroIntellis aktive IPS-sektionsstyring er en ny løsning til optimering af pløjearbejdet i forbindelse med foragere, kiler og optimering af trækkraften. Et nyudviklet mekanisk system hæver og sænker plovens furesektioner, aktivt styret af el-hydraulik, traktorens RTK-GPS og systemets kontrolenhed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den aktive sektionsstyring giver en jævn overflade og en ensartet nedpløjning af både afgrøderester og ukrudtsfrø. Dette resulterer i en forbedret ukrudtsbekæmpelse, et pænere pløjeresultat og dermed et godt udgangspunkt for det nye såbed, siger Henrik Lynge Jacobsen, salgsdirektør i AgroIntelli, der fortsætter:

- De konventionelle landmænd vil kunne reducere sprøjtningen, og økologerne vil næsten kunne blive et stort ukrudtsbed kvit.

Styringen i IPS Headland er patenteret, og hele løsningen er udviklet i forbindelse med ?Future Cropping?-projektet, der er støttet af Innovationsfonden, og hvor målet er at udvikle nye teknologier til det moderne præcisionslandbrug.

Forageren ? ingenmandsland

IPS Headland forbedrer pløjearbejdet i området mellem for- og hovedager, hvor de enkelte plovsektioner sænkes eller hæves kontinuert og på samme linje ved vendinger. I den fuldautomatiske version kombineres ploven med traktorens RTK-GPS, som forager-automatikken kan integreres med.

Testresultater viser, at overlappet på forageren reduceres med op til 80 procent for en fem-furet plov. Ved større plove vil fordelene være endnu større, og med IPS vil det være langt nemmere at sætte andre til at udføre pløjningen ? uden at gå på kompromis med håndværket.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Optimerede og præcise kiler

I mange marker er det svært at undgå kiler, men IPS-løsningen sørger for at optimere sammenpløjning af kilerne via den individuelle hævning og sænkning af plovsektionerne. Desuden kan man med IPS bibeholde den optimale fugebredde under arbejdet med kilen, da føreren i stedet kan hæve eller sænke de enkelte sektioner under kørsel, enten manuelt eller RTK-GPS-styret.

Reduceret behov for trækkraft

Med IPS kan føreren vælge, hvor mange plovsektioner, der skal være aktive under pløjningen. Alt sammen styret via kontrolenheden fra førerkabinen. Her kan føreren reducere antallet af sektioner i jorden, og dermed reducere behovet for trækkraft, eksempelvis i forbindelse med stigninger, forskellige jordtyper og fedtede forhold. Modsat kan alle sektioner gøres aktive.

Eftermonteres

I første omgang præsenteres IPS Headland som et kit til eftermontering på ploven. Ifølge AgroIntelli er der et behov i markedet, hvor de ser et stort potentiale i både eftermarkedet og hos de store plovproducenter, som de meget gerne vil i dialog med.

- På Agromek vil vi meget gerne i kontakt med landmænd, som ønsker at reducere overlappet og er interesseret i at ombygge deres plov, siger Henrik Lynge Jacobsen, salgsdirektør i AgroIntelli.

- Om få år er aktiv sektionsstyring standard på fleste moderne plove, ligesom den variable furebredde er i dag, forudser Henrik Lynge Jacobsen.