Et biogasanlæg har været undervejs i over et år i Kolding, men tirsdag trak et flertal i byrådet tæppet væk under Nature Energys planlagte biogas-anlæg ved Venusvej.

Helt overraskende opgav Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne i Kolding Byråd tirsdag at arbejde videre med den lokalplan, som skulle føre til, at energiselskabet Nature Energy sammen med en gruppe lokale landmænd kan opføre et stort biogasanlæg ved Venusvej i Koldings nordlige industrikvarter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Biogasanlægget har været undervejs i over et år, og det er Koldings politikere selv, der har foreslået placeringen ved Venusvej, som man fandt frem til efter en screening af mulige placeringer. Nature Energy skulle købe grunden af Kolding Kommune til sit biogasanlæg, skriver Jyskevestkysten.

Men nu er planen om at bygge det store biogas-anlæg til omkring 200 millioner kroner altså skrinlagt.