Bæredygtigt Landbrug arrangerer debat med deltagelse af Økologisk Landsforening på Naturmøde i Hirtshals

Er der ikke netop behov for en bæredygtig og intensiveret landbrugsproduktion på landbrugsarealerne, så der bliver plads til naturen, og så vi kan lade natur være natur og landbrug være landbrug?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sådan lyder oplægget til en debat på Naturmødet i Hirtshals fredag 24. maj. Plads til naturen kræver intensiv landbrugsproduktion kaldes arrangementet, der er blevet til på initiativ af Bæredygtigt Landbrug og har deltagelse af såvel Bæredygtigt Landbrugs faglige direktør Jørgen Evald Jensen som formanden for Økologisk Landsforening, Per Kølster.

- Selv om der findes gode tiltag såsom blomsterstriber, vil monokultur i landbrugslandet altid være det modsatte af biodiversitet, uanset om vi taler om konventionelt eller økologisk landbrug. Ingen af os er jo interesseret i ukrudt i maden, lyder det fra Jørgen Evald Jensen.

- Netop derfor er det så vigtigt at skille tingene ad og erkende, at dér vil vi have landbrugsarealer, og hér vil vi have natur. Plads til naturen fordrer således en intensiv landbrugsproduktion på markerne med store og stærke afgrøder med dybe rødder, der kan samle næringsstoffer og vand op dybt nede i jorden. tilføjer Bæredygtigt Landbrugs faglige direktør.

Bæredygtigt Landbrug er dette forår kommet med et udspil til en national planteavlsstrategi, der giver plads til både natur og landbrugsproduktion ? en landbrugsproduktion, der udnytter Landbrugspakkens gødningskvote fuldt ud, ikke mindst til gavn for naturen.