Peters Auto og Traktor markerer generationsskifte
I forbindelse med at Benjamin Zachariasen er indtrådt som medejer af Peters Auto og Traktor A/S i Nørre Snede, holdes der åbent hus 10. september
Alderen trykker ikke så hårdt endnu, men tankerne er alligevel sendt ud i fremtiden hos Peters Auto og Traktor A/S i Nørre Snede.
- Vi har to døtre, og ingen af dem var interesserede i at overtage forretningen. Så vi foreslog i stedet Benjamin Zachariassen at indtræde som partner, hvad han gerne ville, fortæller Inga Graversen.
Det er hendes mand, Peter Graversen, som har lagt fornavn til virksomheden, han startede tilbage i 1973.Dengang var det kun biler, som blev serviceret og repareret.
- I 1980 fik vi forhandling af traktorer fra David Brown, som senere blev til Case IH, fortæller Peter Graversen.
Skiftede til Claas
I dag er det dog ikke dette mærke, som sælges til kunderne, men derimod tyske Claas.
- Vi er underforhandlere for Traktor & Høstspecialisten A/S i Hinnerup, som har det fulde program fra Claas. Så dem kan vi henvise til, når man ønsker andre produkter fra det store program, siger Peter Graversen.
Samarbejdet med Benjamin Zachariassen har de senere år været meget nært, og det var en naturlig ting at indgå i et tættere samspil – som også på sigt sikrer virksomhedens eksistens.
Det igangsatte generationsskifte bliver markeret med et åbent hus fredag den 10. september fra klokken 13 til 17 på adressen i Nørre Snede – hvor der også vil være noget at spise og drikke.









Kommentarer
Indsend kommentar