Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Perspektiver i sortering af korn efter kvalitet

Af Erik Suhr, esu@fbg.dk - 25. mar. 2016 KL. 08:17

  • ww193773_1
  • ww193773_2
  • ww193773_3

Gårdejer Henrik Hjort Knudsen ved Løgstør måler både vand- og proteinindholdet i sine afgrøder på markbasis for at optimere dækningsbidraget.

Det hele startede med en god idé.

En dag sad gårdejer Henrik Knudsen og tænkte over, hvordan han kunne optimere foderproduktionen på sin bedrift. På gården producerede han en stor mængde foderhvede, som han brugte til at fodre gårdens svin med. Og her havde han observeret, at svinene reagerede forskelligt på foderkornet. Nogle gange havde dyrene lind afføring og andre gange normal afføring.

- Svinene reagerede forskelligt på foderet alt efter, hvor stort et proteinindhold, kornet har. Og det satte jeg mig for at finde ud af, hvordan jeg kunne fastslå, forklarer Henrik Hjort Knudsen.

Han kontaktede derfor FL-teknik, og sammen med indehaver Frank Linnemann fandt han en løsning på den udfordring, han stod overfor.

Løsningen blev at veje udbyttet fra hver enkelt mark og derefter teste proteinindholdet.

Derfor anskaffede Henrik Knudsen sig en brovægt hos FL-teknik samt et apparat fra tyske ALS, som kan måle både vand- og proteinindhold i prøver fra høsten. På den måde kunne Henrik Knudsen følge med i, hvordan udbyttet fra hver enkelt mark er sammensat og samtidig holde styr på, hvilken silo kornet bliver opbevaret i.

- Den oprindelige tanke var at kontakte den lokale foderstofforretning og se, hvad de ville betale for korn med et højere proteinindhold. Med måleapparatet kunne man sortere kornet i forskellige siloer, så det korn, der eksempelvis havde et proteinindhold på 9,5 procent, eller højere kom i en silo og det, der havde en lavere, kom i en anden. Så kunne man sælge det som foderstof-forretningen ville betale mest for og bruge det andet til svinefoder. Og så kompensere i forhold til foderets sammensætning, forklarer Henrik Knudsen.

Foder ikke i fokus

Svinefoder er dog ikke længere noget, Henrik Knudsen går så meget op i. Staldene på Poutrup er lejet ud. Så selvom han ikke længere har samme mål med anlægget, står det dog ikke stille. I stedet er han begyndt at måle data for hver enkelt mark.

- Når jeg har både brovægt til rådighed og kan måle vand- og proteinindholdet af det korn, vi høster, så har jeg muligheden for at kortlægge mit udbytte på markniveau. Og på den måde kan jeg regne ud, hvor stort et dækningsbidrag jeg har på mine marker. Det giver mig mulighed for at tilpasse dyrkningen af de afgrøder, jeg dyrker, hvis jeg eksempelvis kan se, at en mark ikke giver stort afkast i hvede i forhold til hvor mange ressourcer, jeg har brugt på marken, siger Henrik Hjort Knudsen.

Ved nøje at holde styr på dækningsbidraget for hver enkelt mark kan Henrik Hjort Knudsen fra år til år vurdere, hvilke afgrøder og hvilket sædskifte og strategi han skal have på sine marker og derved maksimere sit udbytte. Han erkender dog, at han endnu ikke har fået ret meget ud af udstyret endnu.

- Strengt taget har jeg ikke fået ret meget ud af det endnu. Men jeg ser sådan på det, at jeg synes det var en god idé, da jeg købte det. Og så må jeg få så meget ud af udstyret, som jeg kan. Jeg kan godt se perspektivet i at måle helt præcist hvor stort et udbytte i protein, vi producerer. Og hvem ved - måske kan jeg finde endnu en spændende måde at få noget ud af udstyret på, siger Henrik Hjort Knudsen.

Henrik Hjort Knudsen har data fra 2015 og måler løbende i 2016, så efter næste sæson har han data nok til at kunne planlægge sine afgrøder mere indgående.

Få nyhederne først!Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær på forkant med dagens landbrug.

 

Læs maskinbladet på

Læs maskinbladet på desktop

Desktop

Læs maskinbladet på tablet og smartphone

Tablet & smartphone

Læs maskinbladet på nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Læs maskinbladet på print og iPaper

Print og iPaper

reklame