Mølbro præsenterede det patenterede hurtigskiftesystem M7 for første gang på den tyske landbrugsmesse Agritechnica i 2011.

Nu fortæller salgschef Jens Skytte, Mølbro, at systemet er sluttestet og lanceres som alternativ til eksisterende løsninger på markedet. Og forventningerne er store.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Alle testene viser, at M7-systemet er tidsbesparende og sikrer en lang holdbarhed, som kan aflæses direkte i landmandens sliddelsregnskab, siger Jens Skytte.

- M7 er udviklet for at komme tidsforbrug til udskiftning af spidser til livs. Med det nye system er det hurtigt at skifte en spids, og det gøres uden brug af bolte og møtrikker. Det betyder samtidigt, at man kan have ekstra spidser liggende i traktoren, så kørsel retur til værkstedet undgås, når spidsen skal skiftes.

- Vores målsætning er at udvikle sliddele med lang levetid. Det gælder naturligvis også M7. På de fleste jordtyper er M7 spidsen et suverænt alternativ til de nuværende muligheder på markedet i dag. Især holderen, der slidmæssigt klarer mindst 5 spidser er en stor fordel i forhold til eksisterende løsninger, mener Jens Skytte.

Mølbro har netop sendt M7 ud til grossister og forhandlere over hele verden, så kunderne kan nærstudere M7.

 

Princippet i M7

Spidsen og holderen er udviklet med koniske flader, som gør spidsen selvlåsende, når den er hamret på. Det betyder, at spidsen ifølge Mølbro sidder helt fast og ikke kan vrikkes løs. Hverken under pløjning eller transport.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Plovspidsen er også forsynet med en slidindikator, der er udformet som en lille fordybning i spidsen. Det vil sige, at når spidsen er slidt ned i niveau med indikatoren, er det tid til at skifte spidsen.

Ifølge Jens Skytte er levetiden på M7-systemet er væsentlig længere end ved konventionelle løsninger på markedet, og Mølbro forventer, at en holder kan slide mindst fem spidser op - måske flere.

- Det er altid spændende, når nye produkter lanceres, og med M7 ser vi frem til en stor efterspørgsel - ikke bare på det danske marked, men i alle dele af verden, hvor tid er penge, og hvor lang holdbarhed betyder noget på bundlinjen for den enkelte landmand, siger Jens Skytte, der ser frem til reaktionerne fra kunderne.