Påskefreden har sænket sig over det meste af Europa. Mange benytter de kommende helligdage til en kortere ferie, og derfor er aktiviteten på det europæiske kødmarked også begrænset.

- Påsken byder traditionelt på god handel med fødevarer og dermed også svinekød. Supermarkederne har dog i vidt omfang disponeret allerede i sidste uge, så derfor betyder den øgede handel stort set ikke noget for priserne. Bliver påskehandlen bedre end ventet, så vil det resultere i en øget efterspørgsel i næste uge, men der skal altså rigtigt meget svinekød på bordene rundt om i Europa, før det flytter noget, siger Søren Tinggaard, der er underdirektør i Danish Crowns eksportafdeling.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

I Danmark har vi modsat det meste af Europa tre helligdage i forbindelse med påsken, og det betyder, at Danish Crown i denne uge og næste uge slagter mindre end normalt. Det har dog ikke påvirket udviklingen i priserne, for udsvingene er meget begrænsede i denne uge. Enkelte delstykker stiger ganske lidt, mens andre tilsvarende siver en smule.

- De udsving vi ser i den her uge, kan vi ikke rigtig tolke noget ud af. Priserne er stabile, men på den anden side er udbuddet af levende svin stort, og det er meget vanskeligt at sige, hvordan vi vil se priserne udvikle sig på den anden side af påske, siger Søren Tinggaard.

Salget til landene udenfor Europa forløber roligt. Efterspørgslen fra Kina er stigende, mens afsætningen til det japanske marked er jævnt, men på et forholdsvis lavt niveau.

Det skriver Danish Crown i sin markedsberetning.

Prisen på svin er hermed 9,20 kroner pr. kg og 5,40 kroner pr. kg for søer.