Normalt er jagt en stille hobby, hvor køretøjerne er parkeret langt væk fra jagten, og hvor kun riffelskuddene og hundenes glammen bryder stilheden. Men netop denne lune maj-aften høres på jagtområdet ved Stakroge i Midtjylland den rytmiske dunken fra en stor, tocylindret firetaktsmotor.

Bag styret på den røde ATV sidder der en jæger. Det er den 33-årige klejnsmed og naturelsker Michael Jørgensen.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Iført jagtmundering og med riflen skydeklar i hylstret kommer han listende på alle fire hjul gennem skov og krat.

En ulykke med en motocross-maskine har lammet ham fra navlen og nedefter. Men med en tilladelse til at gå på motoriseret jagt har han, siden bukkejagten gik ind, været i stand til at dyrke sin yndlingsbeskæftigelse.

Mens han venter på at få sin egen 500 kubikcentimeter store Polaris gjort klar til indregistrering som traktor, har ATV-importøren Tobico lånt ham en Polaris 850, så Michael Jørgensen kunne være klar til den 16. maj, hvor han nedlagde fire bukke samme uge - jagtarealet er på 500 hektar.

- Jeg var heldig at få en flot seksenders den første morgen, fortæller Michael Jørgensen.

Det er hans familie, der har de 500 hektar ved Stakroge, hvor han både nu og tidligere plejer vildtet, men hvor det tidligere foregik i en firehjulstrukket bil, er arbejdsredskabet nu ATV'en.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg har godt nok været uheldig med at miste førligheden i benene, men det er da positivt at være så heldig i jagten, siger han og tilføjer, at han også har haft held med at fiske fra ATV'en.

- Når benene ikke rigtigt vil, er det fint med ATV'ens automatgear og håndbremse, der virker på alle fire hjul, siger han.

Kamouflerede krykker

Michael Jørgensen har en jagtstol og et par krykker liggende på bagagebæreren. Krykkerne er selvfølgelig omviklet med kamouflage-stof, når han skal på jagt.

- Normalt kører jeg ud i terrænet og går de sidste 200 meter, for dyrene flygter, længe inden jeg når frem på ATV'en. Men mine kammerater siger, at dyrene bare skal have tid til at vænne sig til maskinen, fortæller han og tilføjer, at hans egen ATV med den mindre motor og en ekstra lyddæmper nok vil være mere støjsvag.

Han kan dog godt skyde fra ATV'en, hvilket Maskinbladets reporter kunne bevidne, da Michael Jørgensen under interviewet fik øje på en buk i et krat 100 meter væk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han støttede riflen på ATV'ens riffelholder, sigtede og nedlagde bukken, som dermed blev den femte buk på en uges tid.

Michael Jørgensen vil dog gerne tilføje, at det mest var til ære for kameraet, at bukken blev skudt.

- På det terræn skyder jeg normalt ikke bukke, der er så unge, forklarer han.

Mellem liv og død

Når man som Michael Jørgensen altid har været et aktivt menneske - glad for natur og jagt, lange løbeture og pasning af de store naturarealer på familiens bedrift, sætter en lammelse alt i stå, og man må begynde at anskue livet på en ny måde.

- Jeg har tidligere været mest bekymret for at komme til skade med hovedet, men ikke tænkt over, at et brud på rygmarven kan ødelægge så meget, fortæller han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Michael Jørgensen var så ilde tilredt efter ulykken, at han en overgang svævede mellem liv og død. Og senere fik han besked på, at han nok ikke skulle regne med at komme til at gå igen.

- Der var mennesker på paraplegien i Viborg, der var langt værre stillet end mig. Og når man oplever, hvordan nogle viser livsvilje og kampånd, så smitter det af.

Stædighed og held fik ham på benene på genoptræningscentret i Viborg, og nu - fem måneder senere - kan han altså komme rundt ved egen hjælp.

- Det betyder så meget for min livsglæde at komme ud i naturen, og ATV'en gør dette muligt, siger han.

Michael Jørgensen bor i Grindsted, er gift og har to døtre.