Efter ønske fra erhvervet kan landmænd med overskud af betalingsrettigheder nu aflevere dem til den nationale reserve. Det skriver NaturErhvervstyrelsen.

I 2015 skal NaturErhvervstyrelsen inddrage de betalingsrettigheder, som er i overskud i forhold til det ansøgte støtteberettigede areal under grundbetalingsordningen. Ifølge EU-reglerne skal landmandens betalingsrettigheder med laveste værdi inddrages først.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Aflevering af betalingsrettigheder til den nationale reserve er frivillig, men giver landmanden mulighed for selv at vælge hvilke rettigheder, der skal i reserven, forklarer enhedschef Lotte Dige Toft fra NaturErhvervstyrelsen.

Man kan fortsat sælge de overskydende betalingsrettigheder til andre landmænd.

I 2015 er det ikke muligt at prioritere betalingsrettigheder i fællesskemaet sådan, at forpagtede betalingsrettigheder ikke inddrages.

Hvis forpagter har et overskud i 2015 og vil være sikker på at kunne tilbagelevere samme betalingsrettigheder ved forpagtningens ophør, kan man aflevere ejede rettigheder til den nationale reserve.

Hvis man har overdraget sine betalingsrettigheder til den nationale reserve, kan man som udgangspunkt ikke få tildelt nye betalingsrettigheder fra den nationale reserve, uanset om man lever op til betingelserne om at være ung eller nyetableret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sådan overdrages betalingsrettighederne

Den frivillige aflevering sker via Tast selv-service. Man opretter et skema til varig overdragelse af betalingsrettigheder under ordningen "Betalingsrettigheder" og derefter vælger man som modtager "Frivillig indlevering til National Reserve".

Når man har indsendt skemaet, kan man ikke fortryde afleveringen af betalingsrettigheder til den nationale reserve.

Fristen for at aflevere frivilligt til den nationale reserve for ansøgningsåret 2015 er den 11. maj 2015. Det er samme dato, hvor der er frist for at indsende ændringer til Fællesskema 2015.