Rådgivningsvirksomheden Søhøjlandets Regnskabskontor i Silkeborg har overtaget miljørådgivningen for pelsdyravl fra Kopenhagen Fur, som nedlægger sin landsdækkende miljøafdeling, der har haft hjemsted på Agro Food Park.

Direktør Keld Th. Sloth, Søhøjlandets Regnskabskontor, oplyser, at aftalen med Kopenhagen Fur trådte i kraft pr. 1. juli 2019, og at virksomhedens miljøafdeling er blevet udvidet med en specialist, som har stor erfaring og ekspertise inden for miljøansøgninger relateret til minkavl.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er glade for, at vi haft fået miljørådgivningen på minkområdet ind som en del af vores allerede etablerede miljøafdeling, og vi er glade for det nye indsatsområde og ikke mindst for den faglige styrkelse af vores miljørådgivning her på stedet, som det vil være,siger Keld Th. Sloth.

- I forvejen behandler vi mange miljøansøgninger, og med dette nye område får vi styrket hele miljødelen og det faglige fokus på området, siger han.

- Vi glæder os til samarbejdet med Kopenhagen Fur, hvor vi også vil stå til rådighed indenfor økonomisk og strategisk rådgivning for deres kunder og vi er ved at arbejde med være en del af et fælles setup med Kopenhagen Fur.

Medarbejder følger med

Søhøjlandets Regnskabskontor blev etableret i 2008 som en revisions- og rådgivningsvirksomhed specielt indenfor landbrug - i dag tæller det over 1.200 landbrug og knap 40 ansatte. Ud over den økonomiske rådgivning udføres der i dag også rådgivning inden for en række andre områder herunder miljø og planteavl.

Rådgivningschef Henrik Bækgaard, Kopenhagen Fur i Glostrup, ser ligeledes frem til det nye samarbejde, som han har store forventninger til.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har været igennem en omfattende organisationsændring, og fremover vil vi udelukkende koncentrere os om det helt specifikke for minkavl. Vi har valgt at nedlægge miljørådgivningen, og vi har lagt det ud til nogen, som har stor viden, ekspertise og erfaring på området, siger Henrik Bækgaard.

- Vi tror på, at det kommer til at fungere rigtigt godt, og vi er glade for, at Vibeke Hagelskær Conradsen følger med over til Søhøjlandet, da hun har siddet med mange af de miljømæssige sager og kender branchen særdeles godt, understreger han.

- Søhøjlandet er en virksomhed, der formår at levere dét, deres kunder har brug for, og det er min fornemmelse, at der er stor fokus på kunden i den måde, rådgivningen udføres på. Jeg tror på, at det her bliver et rigtigt godt match til gavn for de danske minkavlere, siger Henrik Bækgaard.