Gårsdagen bød generelt på plusser og positiv stemning blandt afgrøder.

Sojamarkedet, som ellers på det seneste har været trykket af den eskalerende handelskrig og de nye meldinger om kinesisk importstop af amerikanske varer, endte med at blive dagens højdespringer med de kraftigste stigninger i knapt tre uger. Årsagen skulle især findes i en frisk rapport, som viste en højere end ventet stigning i kinesisks import af sojabønner i juli måned.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rapporten viste en stigning på otte procent i forhold til samme måned sidste år, og signalerer dermed en stadig relativ robust efterspørgsel fra kinesisk side trods handelskrigens rasen samt den afrikanske svinepests hårde tag på dyrebesætningen med deraf svækket efterspørgsel efter dyrefoder til følge.

Den absolutte storleverandør er Brasilien - dog viste USDA data, at der i den forgangne uge var stigende leverancer fra USA på aftaler, som har været indgået samtidig med forhandlingerne i Kina fandt sted sidste uge. USDA rapporterede bl.a. om kinesisk køb af 126.200 tons sojabønner.

Efter Kina efterfølgende har sat en stopper for køb af amerikanske varer, presser spørgsmålet sig på, om Brasilien til fulde vil kunne udfylde hullet.

Kina

Kina vil dog meget sandsynligt have behov for at kigge andre steder hen. Efter vi i år har set rekordstore afskibninger fra Brasilien, en vækstsæson som ligeledes har været plaget af vejrproblemer samtidig med at høsten stadig ligger flere måneder henne, så har svindet i de brasilianske lagre været stort. Det skønnes at lagrene ligger omkring 80 procent lavere i forhold til samme periode sidste år. Denne udvikling har blandt andet senest udløst kraftige stigninger i præmierne for afskibninger fra landet. Ifølge det brasilianske konsulenthus AgRural vil Brasilien fra september kun have 15,7 millioner tons sojabønner til brug for afskibninger frem mod høsten i januar. Dette skal holdes op, at Kina i gennemsnit har importeret syv millioner tons per måned fra oktober til december de seneste tre år.

Et kig længere sydpå mod Argentina kunne være et alternativ for Kina, efter den argentinske sojaproduktion igen har rettet sig. Men med et kommende præsidentvalg i kikkerten, er der tydelige tegn på, at landmændene holder varerne tættere på kroppen, ligesom udsigten til stadig stigende præmier ikke betyder, at de har travlt med at komme af med varerne.