På trods af udsigten til dårlig høst i år og større lagre af frø hos medlemmerne af FRDK end normalt på grund af de våde forhold i efteråret 2017 blev der alligevel solgt 204 ton til en endnu større værdi end nogensinde før.

Det skriver Foreningen for Reduceret jordbearbejdning i DanmarK (FRDK) i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Høsten falder tidligt i år. Det åbner god mulighed for at etablere efterafgrøderne tidligt, og dermed er der chance for, at de kan yde deres bedste, mener formanden for FRDK.

- En veletableret efterafgrøde har en god virkning på jordstrukturen, fastholder kvælstof og andre næringsstoffer og skaber masser af biodiversitet, skriver Torben Bay Jørgensen, formand for shopFRDK-udvalget i FRDK, i en pressemeddelelse.

Han er derfor godt tilfreds med, at årets salg fra shopFRDK landede på præcist samme niveau som i 2017, nemlig 204 ton.

Mere salg

Omsætningen blev også god, da der er solgt flere af de anerkendte Terra Gold-blandinger end tidligere, og desuden er der solgt en hel del frø til vikker og boghvede udover de mange andre arter, som har været til salg.

- Selvfølgelig har vi også solgt en stor mængde frø til olieræddike, skriver Torben Bay Jørgensen endvidere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

ShopFRDK er kun for medlemmerne af FRDK, og 184 ud af de godt 500 medlemmer valgte i år at handle i shoppen.

- Det er cirka 90 procent gengangere og 10 procent nye, forklarer Jacob W. Nymand.

For der er medlemmer, som plejer at handle, men som slet ikke har købt ind i 2018, fordi de aldrig fik sået deres frø i 2017 på grund af sen høst og vådt vejr.

- Som alle andre år fik vi igen i år nye medlemmer, og vi takker alle for, at de brugte shopFRDK til deres indkøb af kvalitetsfrø til fornuftige priser, skriver Torben Bay Jørgensen i pressemeddelelsen.

Kompensation ønskes

Fra halmleverandørerne har der lydt stærke opfordringer til at presse alt halm og sælge den.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi mener dog, at for at sælge halm skal der både betales en god pris for den, og der skal straks kompenseres med etablering af eftergrøde, lyder rådet fra Torben Bay Jørgensen.

Med en god pris mener han mindst 60 øre pr. kg halm ab mark.