Der er på forhånd arrangeret rejse og ophold for over 1.200 udenlandske gæster. Mange af dem er inviteret af Agromeks udstillere, som benytter lejligheden til at invitere kunder, agenter, forhandlere og andre kontakter til at besøge Agromek, da det kan medvirke til at give eksporten et ekstra løft.

Omkring 400 af de udenlandske gæster kommer i større delegationer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De udenlandske gæster kommer først og fremmest fra lande tæt på Danmark. Det vil sige Norge, Sverige, Finland, Tyskland og Storbritannien samt resten af Europa.

Men der kommer også gæster fra blandt andet Canada, USA, Sydafrika, Thailand, Japan og Iran. Indtil nu er der mere end 40 lande på gæstelisten.

Udover de inviterede udenlandske gæster forventes der mange flere besøgende fra udlandet. Under den seneste Agromek for to år siden var der besøg af i alt 45.248 gæster hvoraf de 5.650 var fra udlandet.

Der er også stor medieinteresse for Agromek. Foreløbig har 45 udenlandske journalister meldt deres ankomst for at berette om Agromek i deres hjemlige medier.

Udstillingen arrangeres af fabrikanternes og landmændenes organisationer - henholdsvis Dansk Agroindustri og Landbrug & Fødevarer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Agromek er åben hver dag fra tirsdag den 25. november til og med fredag den 28. november fra kl. 9-17.

Onsdag er der aftenåbent til kl. 20.