Selvom han ikke er meget for at stikke næsen for langt frem, så takkede Mikkel Juhl Nielsen, formand for Økologisk Udvalg i Djursland Landboforening, alligevel ja til nomineringen til Årets Økolog 2018, da han blev ringet op af konkurrencen fra Netto, som for andet år i træk sammen med Økologisk Landsforening har sat fokus på økologi med kåringen.

Det skriver Djursland Landboforening i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er svært at forholde sig til al den eksponering, men det er jo for en god sag og noget, som vi virkelig brænder for ? at være med til at udvikle gode økologiske produkter. Og gevinsten på de 100.000 kr. kan man jo altid bruge, lyder det fra Mikkel Juhl Nielsen, som er blevet indstillet af Økologisk Landsforening, da han har lavet en række klimavenlige tiltag på bedriften i Rønde.

Lige nu kæmper han mod syv andre økologer fra hele Danmark om titlen som Årets Økolog 2018, og Mikkel Juhl Nielsen har naturligvis set de andre nominerede efter i sømmene og konkluderet, at der er rigtig mange dygtige økologiske landmænd med i konkurrencen.

- Vores ulempe er måske, at vi ikke har en vild speciel nicheproduktion, som måske kan være kedelig for nogen, men til gengæld har vi en volume, som gør, at det virkelig rykker, når vi laver nogle tiltag, forklarer Mikkel Juhl Nielsen, som i øvrigt ofte får besøg af skoleklasser, hvor han viser børnene rundt i bedriften og fortæller dem om landmandslivet.

Hvad skal pengene bruges til?

Mikkel og hustruen har naturligvis opfordret alle i deres netværk til at sætte krydset det rigtige sted, og den unge økologiske landmand håber på at få et glædeligt opkald, når den endelige vinder er fundet i slutningen af september.

- Jeg håber virkelig, vi har en god chance. Efter denne sommer kan vi sagtens finde noget at bruge pengene på, men vi har besluttet os for at lave noget for bierne. Bistader, bi-beplantning og i det hele taget bi-venlige blomster, lyder det fra den lokale landmand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Afstemningen foregår på www.aarets-oekolog.dk