Det er blevet sværere at fastholde gode østeuropæiske medarbejdere i dansk landbrug i længere tid ad gangen, ifølge Kristian Gade, der er formand for Holstebro-Struer Landboforening. TV-MidtVest har taget en snak med formanden.

- Det er blevet sværere nu i forhold til hvad det var for bare fem år siden. Derfor passer vi godt på dem vi har, siger Kristian Gade til TV-MidtVest.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi kan sådan set godt få østeuropæere herop, men kvaliteten af den arbejdskraft, vi får, er ikke så god, som vi har haft, så det kræver mere oplæring, når de kommer, og så er de hurtigere til at tage hjem igen også.

Problem med rekruttering

Landbrugsavisen har talt med Frida Søllingvraa, der er rådgiver i Sønderjysk Landboforening, om problemer med at rekruttere udlændinge i landbruget, hvor en opadgående vækst i Østeuropa begynder at give udfordringer.

- At fastholde dem har hele tiden været en udfordring, men det er blevet endnu sværere end tidligere. Lige nu er det svært at finde nok af de velkvalificerede medarbejdere, fordi lande som Rumænien begynder at få bedre vilkår i deres egne lande end for fem år siden, siger hun.

Avisen har også talt med specialkonsulent hos Seges, Kirstine Faurholt, der fortæller, at flere landmænd er bange for, at østeuropæere med gode kompetencer skifter fra landbruget over til andre brancher.

- Landmænd bekymrer sig om at få udlændinge godt integreret, men de bekymrer sig også om at fastholde dem over tid. Det er jo en investering, hver gang man får en ny medarbejder, og når man har en stor udskiftning i antal af medarbejdere, giver det ekstra arbejde i forhold til tid og oplæring, siger Kirstine Faurholt.