DEBAT: Jeg mener fuldt og fast, at vi i Danmark har verdens bedste landmænd, der leverer den bedste landbrugs- og fødevareproduktion i verden. Det er selvfølgelig min personlige holdning - men den er ikke uden hold i virkeligheden.

Vi har meget skrappe krav til dyrevelfærd, vi medicinerer kontrolleret og varsomt, og så udleder dansk landbrug en af de mindste mængder drivhusgas per produceret kilo i verden. Det betyder, at kvaliteten er helt i top, og det gælder altså både det økologiske og det konventionelle landbrug.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dansk økologi er lig med kvalitet, men det er vigtigt at pointere, at kvalitet ikke partout er lig med økologi. For selv om der er kommet mere og mere fokus på økologiske fødevarer - hvilket jeg synes er godt - skal vi stadig huske på, at 90 pct. af landbruget er konventionelt. Bæredygtig og miljøvenlig landbrugspolitik handler altså i høj grad om, at konventionelle fødevarer, som vi alle køber, også skal være af høj kvalitet. Og det er de i Danmark. Vi er blandt de bedste i verden til grisevelfærd, og vi bliver kun bedre, skriver Landbrug & Fødevarer. Det glæder mig. Eksempelvis tager landmændene selv initiativ til kun at kastrere hangrise, der er lokalbedøvet, ligesom danske griseproducenter er verdensførende i på eget initiativ at bygge farestalde til løse søer.

Et andet meget vigtigt aspekt er den målrettede regulering, som blev indført med landbrugspakken i 2016. Det betyder, at der nu skelnes mellem den jord, der dyrkes på. Før blev der ikke taget højde for, at forskellige områder har behov for forskellige niveauer af beskyttelse. Med den målrettede regulering sætter vi nu kun ind der, hvor behovet er. På den måde kan vi i højere grad beskytte vandmiljø, grundvand og natur uden at gøre livet alt for surt for vores landmænd.

Jeg er stolt af, at vi trygt kan spise danskproducerede fødevarer med garanti for, at de er af høj kvalitet, og at de er blevet produceret så skånsomt som muligt både i forhold til dyrevelfærd og miljø.

(Debatindlægget har tidligere været bragt på Jyllands-Posten.dk).